{"collection":"Bible & Christianity","html_url":"https://unchartedknowledge.5gfusion.net/browse/bib/wb/dan/amo.htm","path":"bib/wb/dan/amo.htm","source_url":"https://sacred-texts.com/bib/wb/dan/amo.htm","text":"1:1 De Ord, som Amos, der h\u00f8rte til f\u00e5rehyrderne fra Tekoa, skuede om Israel, i de Dage da Uzzija var Konge i Juda, og Jeroboam, Joas's S\u00f8n, i Israel, to \u00c5r f\u00f8r Jordsk\u00e6lvet.\n1:2 Han sagde: HERREN br\u00f8ler fra Zion, fra Jerusalem l\u00f8fter han sin R\u00f8st; Hyrdernes Gr\u00e6smarker s\u00f8rger, vissen er Karmels Top.\n1:3 S\u00e5 siger HERREN: For tre Overtr\u00e6delser af Damaskus, ja fire, jeg g\u00e5r ikke fra det: de t\u00e6rskede Gilead med T\u00e6rskesl\u00e6der af Jern\n1:4 s\u00e5 sender jeg Ild mod Hazaels Hus, den skal \u00e6de Benhadads Borge;\n1:5 jeg knuser Damaskus's Portsl\u00e5, udrydder Bikat-Avens Borgere og den, som b\u00e6rer Scepter i Bet Eden; Aram\u00e6erne skal f\u00f8res til Kir, siger HERREN.\n1:6 s\u00e5 siger HERREN: For tre Overtr\u00e6delser af Gaza, ja fire, jeg g\u00e5r ikke fra det: de bortf\u00f8rte hele Byer og solgte dem til Edom\n1:7 s\u00e5 sender jeg Ild mod Gazas Mur, den skal \u00e6de dets Borge;\n1:8 jeg udrydder Asdods Borgere og den, som b\u00e6rer Scepter i Askalon; jeg vender min H\u00e5nd imod Ekron, og den sidste Filister forg\u00e5r, siger den Herre HERREN.\n1:9 S\u00e5 siger HERREN: For tre Overtr\u00e6delser af Tyrus, ja fire, jeg g\u00e5r ikke fra det: de solgte hele bortf\u00f8rte Byer til Edom uden at \u00e6nse Broderpagt\n1:10 s\u00e5 sender jeg Ild mod Tyruss Mur, den skal \u00e6de dets Borge.\n1:11 S\u00e5 siger HERREN: For tre Overtr\u00e6delser af Edom, ja fire, jeg g\u00e5r ikke fra det: med Sv\u00e6rd forfulgte han sin Broder og kvalte sin Medynk, holdt altid fast ved sin Vrede og gemte stadig p\u00e5 Harme\n1:12 s\u00e5 sender jeg. Ild mod Teman, den skal \u00e6de Bozras Borge.\n1:13 S\u00e5 siger HERREN: For Ammoniternes tre Overtr\u00e6delser, ja fire, jeg g\u00e5r ikke fra det: de oprev Livet p\u00e5 Gileads svangre Kvinder for at vinde sig mere Land\n1:14 s\u00e5 s\u00e6tter jeg Ild p\u00e5 Rabbas Mur, den skal \u00e6de dets Borge under Krigsskrig p\u00e5 Stridens Dag, under Uvejr p\u00e5 Stormens Dag.\n1:15 Landflygtig skal Kongen blive, han og alle hans Fyrster, siger HERREN.\n2:1 S\u00e5 siger HERREN: for tre overtr\u00e6delser af Moab, ja fire jeg g\u00e5r ikke fra det, de br\u00e6ndte Edoms Konges Ben til kalk\n2:2 s\u00e5 sender jeg Ild mod Moab, den skal \u00e6de Herijots Borge; og Moab skal d\u00f8 under kampgny, Krigsskrig og Hornets Klang.\n2:3 Af hans Midte udrydder jeg Hersker og dr\u00e6ber alle hans Fyrster, siger HERREN.\n2:4 S\u00e5 siger HERREN: For tre Overtr\u00e6delser af Juda, ja fire, jeg g\u00e5r ikke fra det: de ringeagted HERRENs Lov og holdt ej hans Bud, ledet vild af deres L\u00f8gneguder, til hvilke deres F\u00e6dre holdt sig\n2:5 s\u00e5 sender jeg Ild mod Juda, den skal \u00e6de Jerusalems Borge.\n2:6 S\u00e5 siger HERREN: For tre Overtr\u00e6delser af Israel, ja fire, jeg g\u00e5r ikke fra det: de s\u00e6lger retf\u00e6rdig for S\u00f8lv og Fattigmand for et Par Sko,\n2:7 tr\u00e6der ringes Hoved i St\u00f8vet og tr\u00e6nger sagtmodige fra Vejen. S\u00f8n og Fader g\u00e5r sammen til Sk\u00f8gen og s\u00f8ler s\u00e5ledes mit hellige Navn.\n2:8 P\u00e5 pantede Kapper str\u00e6kker de sig ved hvert et Alter, og i deres Guds Hus drikker de Vin, der er givet i B\u00f8de.\n2:9 Og dog var det mig, som udrydded Amoriterne foran eder, h\u00f8je som Cedertr\u00e6er, st\u00e6rke som Egetr\u00e6er, udrydded deres Frugt foroven som og deres R\u00f8dder forneden.\n2:10 Det var mig, som f\u00f8rte jer op fra \u00c6gypten og lod eder vandre i \u00d8rken i fyrretyve \u00c5r, s\u00e5 I tog Amoriternes Land.\n2:11 Jeg tog blandt eders S\u00f8nner Profeter, Nasir\u00e6ere blandt eders unge. Er det ej sandt, Israeliter? lyder det fra HERREN.\n2:12 Men I gav Nasir\u00e6erne Vin, og Profeterne b\u00f8d I ej at profetere.\n2:13 Se, jeg lader Grunden vakle under jer, ligesom Vognen vakler, n\u00e5r den er fuld af Neg.\n2:14 Den hurtige kan ikke undfly, den st\u00e6rke ej bruge sin Kraft; ej redder Helten sit Liv,\n2:15 ej holder Bueskytten Stand; ej undslipper rapfodet Mand, ej bj\u00e6rger nogen Rytter sit Liv;\n2:16 den k\u00e6kkeste Mand iblandt Helte skal den dag v\u00e5benl\u00f8s fly, s\u00e5 lyder det fra HERREN.\n3:1 H\u00f8r dette Ord, som HERREN taler imod eder, isralitter, imod hele den sl\u00e6gt jeg f\u00f8rte op fra \u00c6gypten:\n3:2 Kun eder kendes jeg ved blandt alle Jordens Sl\u00e6gter; derfor vil jeg p\u00e5 eder hjems\u00f8ge al eders Br\u00f8de.\n3:3 Vandrer vel to i F\u00f8lge, n\u00e5r det ikke er aftalt?\n3:4 Br\u00f8ler en L\u00f8ve i Krattet, hvis den ikke har Bytte? L\u00f8fter en Ungl\u00f8ve R\u00f8sten, uden den har Fangst?\n3:5 Falder en Fugl til Jorden, hvis den ikke er ramt? Klapper en F\u00e6lde vel sammen, uden noget er fanget?\n3:6 Mon der st\u00f8des i Horn i en By, uden Folk farer sammen? Mon Ulykke sker i en By, uden HERREN st\u00e5r bag?\n3:7 Nej! Den Herre HERREN g\u00f8r intet uden at have \u00e5benbaret sin Hemmelighed for sine Tjenere, Profeterne.\n3:8 L\u00f8ven br\u00f8ler, hvo frygter da ej? Den Herre HERREN taler, hvo profeterer da ej?\n3:9 Lad det h\u00f8res over Asdods Borge og dem i \u00c6gyptens Land! Sig: \"Kom sammen p\u00e5 Samarias Bjerg og se den vilde Tummel derinde, det h\u00e5rde Tryk i dets Midte !\"\n3:10 De ved ej at g\u00f8re det rette, lyder det fra HERREN, de, som opdynger Uret og Vold i deres Borge.\n3:11 Derfor, s\u00e5 siger den Herre HERREN: Fjender skal fare gennem Landet, dit V\u00e6rn skal tages fra dig, og udplyndres skal dine Borge.\n3:12 S\u00e5 siger HERREN: Som en Hyrde redder af L\u00f8vens Gab to Skinneben eller en \u00d8relap, s\u00e5ledes skal Israels B\u00f8rn, som bor i Samaria, reddes med Lejets Bolster og B\u00e6nkens Hynde.\n3:13 H\u00f8r og vidn imod Jakobs Hus, lyder det fra den Herre HERREN, H\u00e6rskarers Gud:\n3:14 Den Dag jeg hjems\u00f8ger Israels Overtr\u00e6delser, hjems\u00f8ger jeg Betels Altre; Alterets Horn skal afhugges, styrte til Jorden.\n3:15 B\u00e5de Vinter og Sommerhus knuser jeg da; Elfenbenshusene \u00f8des, de mange Huse g\u00e5r tabt, s\u00e5 lyder det fra HERREN.\n4:1 H\u00f8r dette Ord, I basank\u00f8er, I, som bor p\u00e5 Samarias Bjerg og kuer de ringe, knuser de fattige og byder eders Herrer: \"Giv hid, at vi kan drikke!\"\n4:2 Den Herre HERREN svor ved sin Hellighed: Se, over eder skal Dage komme, da I drages op med Hager, de sidste af jer med Kroge,\n4:3 og sl\u00e6bes gennem Murbrud een for een og sl\u00e6nges p\u00e5 M\u00f8dding, lyder det fra HERREN.\n4:4 Kom til Betel og synd, til Gilgal og synd end mer, bring Slagtofre n\u00e6ste Morgen, Tiender Tredjedagen,\n4:5 br\u00e6nd syret Br\u00f8d til Takoffer, byd h\u00f8jlydt til Frivilligofre! I elsker jo sligt, Israeliter, lyder det fra den Herre HERREN.\n4:6 Og dog gav jeg eder tomme Munde i alle eders Byer og Br\u00f8dmangel i alle eders Hjemsteder; men I omvendte eder ikke til mig, lyder det fra HERREN.\n4:7 Dog forholdt jeg eder Regnen, da der endnu var tre M\u00e5neder til H\u00f8st; p\u00e5 een, By lod jeg det regne og ikke p\u00e5 en anden; een Mark fik Regn, og en anden fik ikke og t\u00f8rrede hen;\n4:8 to tre Byer kom vankende hen til en anden for at f\u00e5 Vand at drikke og fik ikke T\u00f8rsten slukket; men I omvendte eder ikke til mig, lyder det fra HERREN.\n4:9 Jeg slog eder med Kornbrand og Rust og udt\u00f8rrede eders Haver og Ving\u00e5rde, og Gr\u00e6shopper \u00e5d eders Figentr\u00e6er og Oliventr\u00e6er; men I omvendte eder ikke til mig, lyder det fra HERREN.\n4:10 Jeg sendte Pest iblandt eder som i \u00c6gypten; jeg vog eders unge M\u00e6nd med Sv\u00e6rdet, og samtidig gjordes eders Heste til Bytte; jeg lod Stank fra eders Lejr stige op i eders N\u00e6se; men I omvendte eder ikke til mig, lyder det fra HERREN.\n4:11 Jeg omstyrtede Byer iblandt eder, som da Gud omstyrtede Sodoma og Gomorra, og I blev som en Brand, der er reddet fra B\u00e5let; men I omvendte eder ikke til mig, lyder det fra HERREN.\n4:12 Derfor vil jeg handle s\u00e5ledes med dig, Israel. Fordi jeg vil handle s\u00e5ledes med dig, s\u00e5 g\u00f8r dig rede til at m\u00f8de din Gud, Israel!\n4:13 Thi se: Bjergenes Skaber og Stormens Ophav, han, som kundg\u00f8r et Menneske dets Tanker, som frembringer Gry og M\u00f8rke og vandrer p\u00e5 Jordens H\u00f8je, HERREN, H\u00e6rskarers Gud erhans Navn.\n5:1 H\u00f8r dette Ord, en klagesang, som jeg istemmer over eder, Israels Hus:\n5:2 Hun er faldet og rejser sig ikke, Israels Jomfru, henstrakt p\u00e5 sin Jord, og ingen rejser hende op.\n5:3 Thi s\u00e5 siger den Herre HERREN: Den By, som g\u00e5r i Leding med tusind, f\u00e5r hundred tilbage, og den som g\u00e5r i Leding med hundred, f\u00e5r ti tilbage i Israels Hus.\n5:4 Thi s\u00e5 siger HERREN til Israels Hus: S\u00f8g mig, s\u00e5 skal I leve!\n5:5 S\u00f8g ikke til Betel, g\u00e5 ikke til Gilgal, drag ikke til Beersjeba! Thi Gilgal skal blive landflygtig, og Betel skal blive til intet.\n5:6 S\u00f8g HERREN, s\u00e5 skal I leve, at ikke en Lue sl\u00e5r ud, en \u00e6dende Ild mod Josefs Hus, og Betel har ingen, som slukker.\n5:7 Ve dem, som g\u00f8r Ret til Malurt og kaster Retf\u00e6rd i St\u00f8vet!\n5:8 Syvstjernens og Orions Skaber, han, som vender Mulm til Morgen og g\u00f8r Dag til Nattem\u00f8rke, som kalder ad Havets Vande og gyder dem ud over Jorden, HERREN er hans Navn!\n5:9 Han lader \u00d8del\u00e6ggelse bryde ind over Borge, \u00d8del\u00e6ggelse komme over F\u00e6stninger.\n5:10 De hader Rettens Talsmand i Porten og afskyr den, som taler sandt.\n5:11 Derfor, da I tr\u00e6der p\u00e5 den ringe og tager Afgift af hans Korn, skal I vel bygge Kvaderstenshuse, men ikke bo den; I skal vel plante yndige Ving\u00e5rde, men Vinen skal I ikke drikke.\n5:12 Jeg ved, eders Overtr\u00e6delser er mange og uden Tal eders Synder, I Rettens Fjender, som tager mod B\u00f8de og bortviser fattige i Porten.\n5:13 Derfor tier den kloge i denne Tid, thi det er onde Tider.\n5:14 S\u00f8g det gode, ej det onde, for at I m\u00e5 leve og H\u00e6rskarers Gud, m\u00e5 v\u00e6re med eder, som I siger, han er.\n5:15 Had det onde og elsk det gode, hold Retten i H\u00e6vd i Porten! M\u00e5ske vil da HERREN, H\u00e6rskarers Gud, v\u00e6re n\u00e5dig mod Josefs Rest.\n5:16 Derfor, s\u00e5 siger HERREN, Herren, H\u00e6rskarers Gud: P\u00e5 alle Torve skal klages, i alle Gader r\u00e5bes: \"Ve! Ve!\" Bonden kalder til Sorg, til Ligklage Klagem\u00e6nd;\n5:17 i hver en Ving\u00e5rd skal klages, n\u00e5r jeg drager igennem din Midte, siger HERREN.\n5:18 Ve eder, som l\u00e6nges efter HERRENs Dag,! Hvad vil I med HERRENs Dag? M\u00f8rke er den, ej Lys.\n5:19 Da g\u00e5r det, som n\u00e5r en Mand flyr for en L\u00f8ve og m\u00f8der en Bj\u00f8rn og, n\u00e5r han tyr ind i Huset og st\u00f8tter sin H\u00e5nd til V\u00e6ggen, bides af en Slange.\n5:20 Ja, HERRENs Dag er M\u00f8rke, ej Lys, B\u00e6lgm\u00f8rke uden Solskin.\n5:21 Jeg hader, forsm\u00e5r eders Fester, er led ved eders festlige Samlinger,\n5:22 om ogs\u00e5 I bringer mig Br\u00e6ndofre. Eders Afgr\u00f8deofre behager mig ej, eders Fedekv\u00e6gs-Takofre ser jeg ej til.\n5:23 Spar mig dog for eders larmende Sang, eders Harpeklang h\u00f8rer jeg ikke.\n5:24 Nej, Ret skal v\u00e6lde frem som Vand og Retf\u00e6rd som svulmende B\u00e6k.\n5:25 Bragte I mig Slagtoffer og Afgr\u00f8deoffer de fyrretyve \u00d8rken\u00e5r, Israels Hus?\n5:26 S\u00e5 skal I da b\u00e6re Sakkut, eders Konge, og Kevan, eders Gudestjerne, Billeder, som I har lavet eder.\n5:27 I Landflygtighed jager jeg eder hinsides Damaskus, siger HERREN; H\u00e6rskarers Gud er hans Navn.\n6:1 Ve Zions sorgl\u00f8se m\u00e6nd og de trygge p\u00e5 Samarias bjerg, I \u00e6dle blandt f\u00f8rstegr\u00f8defolket, hvem Israels Hus s\u00f8ger til;\n6:2 (drag over til Kalne og se, derfra over til det store Hamat og ned til Filisternes Gat: Er de bedre end disse Riger, deres Omr\u00e5de st\u00f8rre end eders?)\n6:3 I, som afviser Ulykkesdagen og bringer Urettens S\u00e6de n\u00e6r.\n6:4 De ligger p\u00e5 Elfenbenslejer, hensl\u00e6ngt p\u00e5 deres B\u00e6nke; af Hjorden \u00e6der de Lam og Kalve fra Fedesti;\n6:5 de kvidrer til Harpeklang og opfinder Strengeleg som David;\n6:6 de drikker Vinen af Kander og salver sig med ypperste Olie, men s\u00f8rger ej over Josefs Skade.\n6:7 Derfor skal de nu f\u00f8res bort forrest i landflygtiges Flok. Dagdrivernes Skr\u00e5l f\u00e5r Ende, lyder det fra HERREN, H\u00e6rskarers Gud.\n6:8 Den Herre HERREN svor ved sig selv: Afsky har jeg for Jakobs Hovmod, hans Borge v\u00e6kker mit Had; jeg prisgiver Byen og dens fylde.\n6:9 Og er der end hele ti M\u00e6nd i eet Hus de skal dog d\u00f8.\n6:10 Og levnes der een, s\u00e5 tr\u00e6kkes han frem af sin Sl\u00e6gtning og den, som r\u00f8er n\u00e5r Ligene hentes af Huse. Og han siger til ham inderst i Huset: \"Er der flere hos dig?\" Hin svarer: \"Ingen!\" Da siger han: \"Tys!\" Thi HERRENs Navn t\u00f8r de ikke n\u00e6vne.\n6:11 Thi HERREN, se, han byder og sl\u00e5r det store Hus i Stykker, det lille Hus i Splinter.\n6:12 L\u00f8ber mon Heste p\u00e5 Klipper, pl\u00f8jes mon Havet med Okser? Men I vender Retten til Gift og Retf\u00e6rds Frugt til Malurt;\n6:13 I gl\u00e6der jer over Lodebar og siger: \"Mon ikke det var ved vor Styrke, vi tog Karnajim?\n6:14 Thi se, jeg rejser et Folk imod eder, Israels Hus, lyder det fra HERREN, H\u00e6rskarers Gud; Tr\u00e6ngsel bringer det eder fra Egnen ved Hamat til Arabab\u00e6kken.\n7:1 S\u00e5ledes lod den Herre Herren mig skue: Se, gr\u00e6shopper kom til syne, da Eftersl\u00e6tten var ved at gro frem, Eftersl\u00e6tten efter Kongens H\u00f8st.\n7:2 Og da de var ved helt at af\u00e6de Jordens Urter, sagde jeg: \"Herre, HERRE, tilgiv dog! Hvorledes skal Jakob st\u00e5 det igennem, s\u00e5 lille han er?\"\n7:3 Og HERREN angrede. \"Det skal ej ske!\" sagde HERREN.\n7:4 S\u00e5ledes lod den Herre HERREN mig skue: Se, den Herre HERREN kaldte Ild frem til Straf, og den fort\u00e6rede det store Verdensdyb; men da den vilde til at fort\u00e6re Agerlandet,\n7:5 sagde jeg: \"Herre, HERRE, hold inde! Hvorledes skal Jakob st\u00e5 det igennem, s\u00e5 lille han er?\"\n7:6 Og HERREN angrede. \"Ej heller det skal ske!\" sagde den Herre HERREN.\n7:7 S\u00e5ledes lod han mig skue: Se, Herren stod p\u00e5 en Mur med et Blylod i H\u00e5nden.\n7:8 Og HERREN sagde til mig:\"Hvad ser du, Amos?\" Jeg svarede: \"Et Blylod!\" Da sagde Herren: \"Se, jeg s\u00e6nker Loddet i mit Folk Israel: jeg vil ikke spare det l\u00e6nger.\n7:9 Isaks H\u00f8je bliver \u00f8de, Israels Helligdomme styrtes, med Sv\u00e6rd st\u00e5r jeg op mod Jeroboams Hus.\"\n7:10 Men Amazja, Betels Pr\u00e6st sendte Bud til Kong Jeroboam af Israel og lod sige: \"Amos stifter en Sammensv\u00e6rgelse imod dig midt i Israels Hus; Landet kan ikke b\u00e6re alle hans Ord.\n7:11 Thi s\u00e5ledes siger Amos: For Sv\u00e6rdet skal Jeroboam d\u00f8, og Israel skal bortf\u00f8res fra sin Jord.\"\n7:12 Og Amazja sagde til Amos: \"Seer, g\u00e5 din Vej og se at komme til Judas Land! Der kan du tjene dit Br\u00f8d og profetere.\n7:13 Men i Betel m\u00e5 du ikke profetere l\u00e6nger, thi det er kongens Helligdom og Rigets Tempel.\"\n7:14 Amos svarede Amazja: \"Jeg er hverken Profet eller Profetl\u00e6rling: jeg er F\u00e5rehyrde og avler Morb\u00e6rfigen;\n7:15 men HERREN tog mig fra Hjorden og sagde til mig: G\u00e5 hen og profeter for mit Folk Israel!\n7:16 S\u00e5 h\u00f8r nu HERRENs Ord! Du siger: Du m\u00e5 ikke profetere mod Israel, ej pr\u00e6dike mod Israels Hus!\n7:17 Derfor, s\u00e5 siger HERREN: Din Hustru bliver Sk\u00f8ge i Byen, dine S\u00f8nner og D\u00f8tre skal falde for Sv\u00e6rd; din Jord skal udskiftes med Snor, og selv skal du d\u00f8 p\u00e5 uren Jord. Og bort fra sin Jord skal Israel f\u00f8res.\"\n8:1 S\u00e5ledes lod Herren mig skue: Se, der var en kurv sommerfrugt.\n8:2 Og han sagde: \"Hvad ser du, Amos?\" Jeg svarede: \"En kurv Sommerfrugt!\" Da sagde HERREN til mig: \"Enden er kommet for mit Folk Israel; jeg vil ikke l\u00e6nger b\u00e6re over med det.\"\n8:3 Paladsets Sangerinder skal jamre p\u00e5 denne Dag, s\u00e5 lyder det fra den Herre HERREN. Dynger af Lig er henkastet alle Vegne.\n8:4 H\u00f8r, I, som knuser de fattige, g\u00f8r det af med de arme i Landet\n8:5 og siger: \"Hvorn\u00e5r er Nym\u00e5nen omme, s\u00e5 vi kan f\u00e5 solgt noget Korn, Sabbaten, s\u00e5 vi kan \u00e5bne vort Kornsalg, g\u00f8re Efaen lille og Sekelen stor og med Svig g\u00f8re V\u00e6gten falsk\n8:6 for at k\u00f8be den ringe for S\u00f8lv, den fattige for et Par Sko og f\u00e5 Afaldskornet solgt?\"\n8:7 HERREN svor ved Jakobs Stolthed: Aldrig glemmer jeg een af deres Gerninger!\n8:8 M\u00e5 Jorden ej sk\u00e6lve derover og enhver, som bor p\u00e5 den, s\u00f8rge? Den stiger overalt som Nilen og synker som \u00c6gyptens Flod.\n8:9 P\u00e5 hin Dag lader jeg det ske, s\u00e5 lyder det fra den Herre HERREN, at Solen g\u00e5r ned ved Middag, og Jorden bliver m\u00f8rk ved h\u00f8jlys Dag.\n8:10 Jeg vender eders Fester til Sorg og alle eders Sange til klage, l\u00e6gger S\u00e6k om alle L\u00e6nder, g\u00f8r hvert et Hoved skaldet, bringer Sorg som over en enb\u00e5ren, en bitter Dag til sidst.\n8:11 Se, Dage skal komme, lyder det fra den Herre HERREN, da jeg sender Hunger i Landet, ikke Hunger efter Br\u00f8d, ikke T\u00f8rst efter Vand, men efter at h\u00f8re HERRENs Ord.\n8:12 Da vanker de fra Hav til Hav, flakker fra Nord til \u00d8st for at s\u00f8ge HERRENs Ord, men finder det ej.\n8:13 Den Dag vansm\u00e6gter af T\u00f8rst de fagre Jomfruer og unge M\u00e6nd,\n8:14 som sv\u00e6rger ved Samarias Synd, som siger: \"Ved din Gud, o Dan!\" \"Ved din Skytsgud, o Be'ersjeba!\" de skal falde, ej mere st\u00e5 op.\n9:1 Herren s\u00e5 jeg; han stod ved alteret og sagde: Til S\u00f8jlehovedet sl\u00e5r jeg, s\u00e5 D\u00f8rens T\u00e6rskel ryster. Jeg rammer dem alle i Hovedet, de sidste dr\u00e6ber jeg med Sv\u00e6rd; ingen af dem skal undfly, ingen af dem skal reddes.\n9:2 Bryder de ind i D\u00f8dsriget, min H\u00e5nd skal hente dem der; stiger de op til Himlen, jeg styrter dem ned derfra;\n9:3 skjuler de sig p\u00e5 Karmels Top, jeg finder og henter dem der; gemmer de sig for mig p\u00e5 Havsens Bund, jeg byder Slangen bide dem der;\n9:4 vandrer de som Fanger for deres Fjender, jeg byder Sv\u00e6rdet dr\u00e6be dem der. Jeg f\u00e6ster mit \u00d8je p\u00e5 dem til Ulykke, ikke til Lykke.\n9:5 Herren, H\u00e6rskarers HERRE, som r\u00f8rer ved Jorden, s\u00e5 den sk\u00e6lver, s\u00e5 alle, som bor p\u00e5 den, s\u00f8rger, s\u00e5 den stiger overalt som Nilen og synker som \u00c6gyptens Flod,\n9:6 han, som bygged sin H\u00f8jsal i Himlen, som f\u00e6stned sit Hv\u00e6lv p\u00e5 Jorden, kalder ad Havets Vande og gyder dem ud over Jorden, HERREN er hans Navn.\n9:7 Er I mig ej som \u00c6tiopiens B\u00f8rn, Israeliter, lyder det fra HERREN; har jeg ikke f\u00f8rt Israel op fra \u00c6gyptens Land, Filisterne fra Kaftor, Aram fra Kir?\n9:8 Se, den Herre HERRENs \u00d8jne er vendt mod det syndige Rige, og jeg udsletter det af Jorden. Dog vil jeg ikke helt udslette Jakobs Hus, lyder det fra HERREN;\n9:9 thi se, jeg byder, at Israels Hus skal sigtes blandt alle Folkene, som man sigter med Sold, uden at et Korn falder til Jorden.\n9:10 For Sv\u00e6rdet skal alle Syndere i mit Folk d\u00f8, de, som siger: \"Os n\u00e5r Ulykken ikke; den kommer ikke over os.\"\n9:11 P\u00e5 hin dag rejser jeg Davids faldne Hytte; jeg t\u00e6tter dens Revner, opf\u00f8rer, hvad der sank i Grus, og bygger den som i gamle Dage,\n9:12 s\u00e5 de tager Edoms Rest i Eje og alle de Folk, over hvilke mit Navn er n\u00e6vnt, lyder det fra HERREN, som fuldbyrder dette.\n9:13 Se, Dage skal komme, lyder det fra HERREN, da Plovmand f\u00f8lger H\u00f8stmand i H\u00e6lene og Drueperser S\u00e6demand, da Bjergene drypper med Most og alle H\u00f8je flyder.\n9:14 Da vender jeg mit Folk Israels sk\u00e6bne, og de skal bygge de \u00f8delagte byer og bo deri, de skal plandte ving\u00e5re og drikke vinen, anl\u00e6gge haver og spise frugten.\n9:15 Jeg planter dem i deres jord, og de skal aldrig mere rykkes op af deres jord, som jeg gav dem, siger herren din Gud.","title":"Danish Bible: Amos","type":"page"}
