{"collection":"Bible & Christianity","html_url":"https://unchartedknowledge.5gfusion.net/browse/bib/wb/dan/gal.htm","path":"bib/wb/dan/gal.htm","source_url":"https://sacred-texts.com/bib/wb/dan/gal.htm","text":"1:1 Paulus, Apostel, ikke af Mennesker, ikke heller ved noget Menneske, men ved Jesus Kristus og Gud Fader, som oprejste ham fra de d\u00f8de,\n1:2 og alle Br\u00f8drene, som ere med mig, til Menighederne i Galatien:\n1:3 N\u00e5de v\u00e6re med eder og Fred fra Gud Fader og vor Herre Jesus Kristus,\n1:4 som gav sig selv for vore Synder, for at han kunde udfri os af den n\u00e6rv\u00e6rende onde Verden, efter vor Guds og Faders Villie,\n1:5 ham v\u00e6re \u00c6ren i Evigheders Evighed! Amen.\n1:6 Jeg undrer mig over, at I s\u00e5 snart lade eder f\u00f8re bort fra ham, som kaldte eder til Kristi N\u00e5de, hen til et anderledes Evangelium;\n1:7 hvilket dog ikke er et andet, men det er kun nogle, som forvirre eder. og ville vende op og ned p\u00e5 Kristi Evangelium.\n1:8 Men selv om vi eller en Engel fra Himmelen forkynder eder Evangeliet anderledes; end vi have forkyndt eder det, han v\u00e6re en Forbandelse!\n1:9 Som vi f\u00f8r have sagt, s\u00e5 siger jeg nu igen: Dersom nogen forkynder eder Evangeliet anderledes, end I have modtaget det, han v\u00e6re en Forbandelse!\n1:10 Taler jeg da nu Mennesker til Villie, eller Gud? eller s\u00f8ger jeg at behage Mennesker? Dersom jeg endnu vilde behage Mennesker, da var jeg ikke en Kristi Tjener.\n1:11 Men jeg kundg\u00f8r eder, Br\u00f8dre! at det Evangelium, som er forkyndt af mig, er ikke Menneskev\u00e6rk;\n1:12 thi heller ikke jeg har modtaget det eller er bleven undervist derom af noget Menneske, men ved \u00c5benbarelse at Jesus Kristus.\n1:13 I have jo h\u00f8rt om min Vandel forhen i J\u00f8dedommen, at jeg over al M\u00e5de forfulgte Guds Menighed og s\u00f8gte at udrydde den.\n1:14 Og jeg gik videre i J\u00f8dedommen end mange j\u00e6vnaldrende i mit Folk, idet jeg var langt mere nidk\u00e6r for mine f\u00e6drene Overleveringer.\n1:15 Men da det behagede Gud, som fra min Moders Liv havde udtaget mig og havde kaldet mig ved sin N\u00e5de,\n1:16 at \u00e5benbare sin S\u00f8n i mig, for at jeg skulde forkynde Evangeliet om ham iblandt Hedningerne: da spurgte jeg straks ikke K\u00f8d og Blod til R\u00e5ds,\n1:17 drog heller ikke op til Jerusalem, til dem, som f\u00f8r mig vare Apostle, men jeg drog bort til Arabien og vendte atter tilbage til Damaskus.\n1:18 Senere, tre \u00c5r efter, drog jeg op til Jerusalem for at blive kendt med Kefas og blev hos ham i femten Dage.\n1:19 Men nogen anden af Apostlene s\u00e5 jeg ikke, men kun Jakob, Herrens Broder.\n1:20 Men hvad jeg skriver til eder - se, for Guds \u00c5syn vidner jeg, at jeg ikke lyver.\n1:21 Derefter kom jeg til Syriens og Kilikiens Egne.\n1:22 Men personlig var jeg ukendt for Jud\u00e6as Menigheder i Kristus;\n1:23 de h\u00f8rte kun sige: Han, som forhen forfulgte os, forkynder nu Evangeliet om den Tro, som han forhen vilde udrydde;\n1:24 og de priste Gud for mig.\n2:1 Senere, efter fjorten \u00c5rs Forl\u00f8b, drog jeg atter op til Jerusalem med Brnabas og tog ogs\u00e5 Titus med.\n2:2 Men jeg drog op if\u00f8lge en \u00c5benbaring og forelagde dem, men s\u00e6rskilt de ansete, det Evangelium, som jeg pr\u00e6diker iblandt Hedningerne, - om jeg vel l\u00f8ber eller har l\u00f8bet forg\u00e6ves.\n2:3 Men end ikke min Ledsager, Titus, som var en Gr\u00e6ker, blev tvungen til at omsk\u00e6res,\n2:4 nemlig for de indsnegne falske Br\u00f8dres Skyld, som jo havde listet sig ind for at lure p\u00e5 vor Frihed, som vi have i Kristus Jesus, for at de kunde g\u00f8re os til Tr\u00e6lle.\n2:5 For dem vege vi end ikke et \u00d8jeblik i Eftergivenhed, for at Evangeliets Sandhed m\u00e5tte blive varig hos eder.\n2:6 Men fra deres Side, som ans\u00e5s for at v\u00e6re noget, (hvordan de fordum vare, er mig uden Forskel; Gud ser ikke p\u00e5 et Menneskes Person;) - over for mig nemlig havde de ansete intet at tilf\u00f8je.\n2:7 Men tv\u00e6rtimod, da de s\u00e5, at jeg har f\u00e5et Evangeliet til de uomsk\u00e5rne betroet, ligesom Peter til de omsk\u00e5rne,\n2:8 (thi han, som gav Peter Kraft til Apostelgerning for de omsk\u00e5rne, gav ogs\u00e5 mig Kaft dertil for Hedningerne;)\n2:9 og da de l\u00e6rte den mig givne N\u00e5de at kende, gave Jakob og Kefas og Johannes, som ans\u00e5s for at v\u00e6re S\u00f8jler, mig og Barnabas Samfundsh\u00e5nd for at vi skulde g\u00e5 til Hedningerne og de til de omsk\u00e5rne;\n2:10 kun at vi skulde komme de fattige i Hu, hvad jeg ogs\u00e5 just har bestr\u00e6bt mig for at g\u00f8re.\n2:11 Men da Kefas kom til Antiokia, tr\u00e5dte jeg op imod ham for hans \u00e5bne \u00d8jne, thi domf\u00e6ldt var han.\n2:12 Thi f\u00f8rend der kom nogle fra Jakob, spiste han sammen med Hedningerne; men da de kom, trak han sig tilbage og skilte sig fra dem af Frygt for dem af Omsk\u00e6relsen.\n2:13 Og med ham hyklede ogs\u00e5 de \u00f8vrige J\u00f8der, s\u00e5 at endog Barnabas blev dragen med af deres Hykleri.\n2:14 Men da jeg s\u00e5, at de ikke vandrede rettelig efter Evangeliets Sandhed, sagde jeg til Kefas i alles P\u00e5h\u00f8r: N\u00e5r du, som er en J\u00f8de, lever p\u00e5 hedensk og ikke p\u00e5 j\u00f8disk Vis, hvor kan du da tvinge Hedningerne til at opf\u00f8re sig som J\u00f8der?\n2:15 Vi ere af Natur J\u00f8der og ikke Syndere af hedensk Byrd;\n2:16 men da vi vide, at et Menneske ikke bliver retf\u00e6rdiggjort af Lovens Gerninger, men kun ved Tro p\u00e5 Jesus Kristus, s\u00e5 have ogs\u00e5 vi troet p\u00e5 Kristus Jesus, for at vi m\u00e5tte blive retf\u00e6rdiggjorte al Tro p\u00e5 Kristus og ikke af Lovens Gerninger; thi af Lovens Geringer skal intet K\u00f8d blive retf\u00e6rdiggjort.\n2:17 Men n\u00e5r vi, idet vi s\u00f8gte at blive retf\u00e6rdiggjorte i Kristus, ogs\u00e5 selv fandtes at v\u00e6re Syndere, s\u00e5 er jo Kristus en Tjener for Synd? Det v\u00e6re langtfra!\n2:18 n\u00e5r jeg nemlig igen bygger det op, som jeg nedbr\u00f8d, da viser jeg mig selv som Overtr\u00e6der.\n2:19 Thi jeg er ved Loven d\u00f8d fra Loven, for at jeg skal leve for Gud.\n2:20 Med Kristus er jeg korsf\u00e6stet, og det er ikke mere mig, der lever, men Kristus lever i mig; men hvad jeg nu lever, i K\u00f8det, det lever jeg i Troen, p\u00e5 Guds S\u00f8n, som elskede mig og gav sig selv hen for mig.\n2:21 Jeg oph\u00e6ver ikke Guds N\u00e5de; thi er der Retf\u00e6rdighed ved Loven, da er jo Kristus d\u00f8d forg\u00e6ves.\n3:1 O, I uforstandige Galatere! hvem har fortryllet eder, I, hvem Jesus Kristus blev malet for \u00d8je som korsf\u00e6stet?\n3:2 Kun dette vil jeg vide af eder: Var det ved Lovens Gerninger, I modtoge \u00c5nden, eller ved i Tro at h\u00f8re?\n3:3 Ere I s\u00e5 uforstandige? ville I, som begyndte i \u00c5nd, nu ende i K\u00f8d?\n3:4 Have I da pr\u00f8vet s\u00e5 meget forg\u00e6ves? hvis det da virkelig er forg\u00e6ves!\n3:5 Mon da han, som meddeler eder \u00c5nden og virker kraftige Gerninger iblandt eder, g\u00f8r dette ved Lovens Gerninger eller ved, at I h\u00f8re i Tro?\n3:6 ligesom jo \"Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til Retf\u00e6rdighed\".\n3:7 Erkender alts\u00e5, at de, som ere af Tro, disse ere Abrahams B\u00f8rn.\n3:8 Men da Skriften foruds\u00e5, at det er af Tro, at Gud retf\u00e6rdigg\u00f8r Hedningerne, forkyndte den forud Abraham det Evangelium: \"I dig skulle alle Folkeslagene velsignes\",\n3:9 s\u00e5 at de, som ere af Tro, velsignes sammen med den troende Abraham.\n3:10 Thi s\u00e5 mange, som holde sig til Lovens Gerninger, ere under Forbandelse; thi der er skrevet: \"Forbandet hver den, som ikke bliver i alle de Ting, som ere skrevne i Lovens Bog, s\u00e5 han g\u00f8r dem.\"\n3:11 Men at ingen bliver retf\u00e6rdiggjort for Gud ved Lov, er \u00e5benbart, thi \"deri retf\u00e6rdige skal leve af Tro.\"\n3:12 Men Loven beror ikke p\u00e5 Tro; men: \"Den, som g\u00f8r disse Ting, skal leve ved dem.\"\n3:13 Kristus har l\u00f8sk\u00f8bt os fra Lovens Forbandelse, idet han blev en Forbandelse for os (thi der er skrevet: \"Forbandet er hver den, som h\u00e6nger p\u00e5 et Tr\u00e6\"),\n3:14 for at Abrahams Velsignelse m\u00e5tte komme til Hedningerne i Kristus Jesus, for at vi kunde f\u00e5 \u00c5ndens Forj\u00e6ttelse ved Troen.\n3:15 Br\u00f8dre! jeg taler p\u00e5 Menneskevis: Ingen oph\u00e6ver dog et Menneskes stadf\u00e6stede Arvepagt eller f\u00f8jer noget dertil.\n3:16 Men Abraham og hans S\u00e6d bleve Forj\u00e6ttelserne tilsagte; der siges ikke: \"og S\u00e6dene\", som om mange, men som om eet: \"og din S\u00e6d\", hvilken er Kristus.\n3:17 Jeg mener dermed dette: En Pagt, som forud er stadf\u00e6stet af Gud, kan Loven, som blev til fire Hundrede og tredive \u00c5r senere, ikke g\u00f8re ugyldig, s\u00e5 at den skulde g\u00f8re Forj\u00e6ttelsen til intet.\n3:18 Thi f\u00e5s Arven ved Lov, da f\u00e5s den ikke mere ved Forj\u00e6ttelse; men til Abraham har Gud sk\u00e6nket den ved Forj\u00e6ttelse.\n3:19 Hvad skulde da Loven? Den blev f\u00f8jet til for Overtr\u00e6delsernes Skyld (indtil den S\u00e6d kom, hvem Forj\u00e6ttelsen gjaldt), bes\u00f8rget ved Engle, ved en Mellemmands H\u00e5nd.\n3:20 Men en Mellemmand er ikke kun for een Part; Gud derimod er een.\n3:21 Er da Loven imod Guds Forj\u00e6ttelser? Det v\u00e6re langtfra! Ja, hvis der var givet en Lov, som kunde levendeg\u00f8re, da var Retf\u00e6rdigheden virkelig af Lov.\n3:22 Men Skriften har indesluttet alt under Synd, for at Forj\u00e6ttelsen skulde af Tro p\u00e5 Jesus Kristus gives dem, som tro.\n3:23 Men f\u00f8rend Troen kom, holdtes vi indelukkede under Lovens Bevogtning til den Tro, som skulde \u00e5benbares,\n3:24 s\u00e5 at Loven er bleven os en Tugtemester til Kristus, for at vi skulde blive retf\u00e6rdiggjorte af Tro.\n3:25 Men efter at Troen er kommen, ere vi ikke mere under Tugtemester.\n3:26 Thi alle ere I Guds B\u00f8rn ved Troen p\u00e5 Kristus Jesus.\n3:27 Thi I, s\u00e5 mange som bleve d\u00f8bte til Kristus, have if\u00f8rt eder Kristus.\n3:28 Her er ikke J\u00f8de eller Gr\u00e6ker; her er ikke Tr\u00e6l eller fri; her er ikke Mand og Kvinde; thi alle ere I een i Kristus Jesus.\n3:29 Men n\u00e5r I h\u00f8re Kristus til, da ere I jo Abrahams S\u00e6d, Arvinger if\u00f8lge Forj\u00e6ttelse.\n4:1 Men jeg siger: S\u00e5 l\u00e6nge Arvingen er umyndig, er der ingen Forskel imellem ham og en Tr\u00e6l, sk\u00f8nt han er Herre over alt Godset;\n4:2 men han st\u00e5r under Formyndere og Husholdere indtil den af Faderen bestemte Tid.\n4:3 S\u00e5ledes stode ogs\u00e5 vi, dengang vi vare umyndige, som Tr\u00e6lle under Verdens B\u00f8rnel\u00e6rdom.\n4:4 Men da Tidens Fylde kom, udsendte Gud sin S\u00f8n, f\u00f8dt af en Kvinde, f\u00f8dt under Loven,\n4:5 for at han skulde l\u00f8sk\u00f8be dem, som vare under Loven, for at vi skulde f\u00e5 S\u00f8nneudk\u00e5relsen.\n4:6 Men fordi I ere S\u00f8nner, har Gud udsendt i vore Hjerter sin S\u00f8ns \u00c5nd, som r\u00e5ber: Abba, Fader!\n4:7 Alts\u00e5 er du ikke l\u00e6nger Tr\u00e6l, men S\u00f8n; men er du S\u00f8n, da er du ogs\u00e5 Arving ved Gud.\n4:8 Dengang derimod, da I ikke kendte Gud, tr\u00e6llede I for de Guder, som af Natur ikke ere det.\n4:9 Men nu, da I have l\u00e6rt Gud at kende, ja, meget mere ere blevne kendte af Gud, hvor kunne I da atter vende tilbage til den svage og fattige B\u00f8rnel\u00e6rdom, som I atter forfra ville tr\u00e6lle under?\n4:10 I tage Vare p\u00e5 Dage og M\u00e5neder og Tider og \u00c5r.\n4:11 Jeg frygter for, at jeg m\u00e5ske har arbejdet forg\u00e6ves p\u00e5 eder.\n4:12 Vorder ligesom jeg, thi ogs\u00e5 jeg er bleven som I, Br\u00f8dre! jeg beder eder. I have ikke gjort mig nogen Uret.\n4:13 Men I vide, at det var p\u00e5 Grund af en K\u00f8dets Svaghed, at jeg f\u00f8rste Gang forkyndte Evangeliet for eder;\n4:14 og det, som i mit K\u00f8d var eder til Fristelse, ringeagtede I ikke og afskyede I ikke, men I modtoge mig som en Guds Engel, som Kristus Jesus.\n4:15 Hvor er da nu eders Saligprisning? Thi jeg giver eder det Vidnesbyrd, at, om det havde v\u00e6ret muligt, havde I udrevet eders \u00d8jne og givet mig dem.\n4:16 S\u00e5 er jeg vel bleven eders Fjende ved at tale Sandhed til eder?\n4:17 De ere nidk\u00e6re for eder, dog ikke for det gode; men de ville udelukke eder, for at I skulle v\u00e6re nidk\u00e6re for dem.\n4:18 Men det er godt at vise sig nidk\u00e6r i det gode til enhver Tid, og ikke alene, n\u00e5r jeg er n\u00e6rv\u00e6rende hos eder.\n4:19 Mine B\u00f8rn, som jeg atter f\u00f8der med Smerte, indtil Kristus har vundet Skikkelse i eder!\n4:20 - ja, jeg vilde \u00f8nske, at jeg nu var til Stede hos eder og kunde omskifte min R\u00f8st; thi jeg er r\u00e5dvild over for eder.\n4:21 Siger mig, I, som ville v\u00e6re under Loven, h\u00f8re I ikke Loven?\n4:22 Der er jo skrevet, at Abraham havde to S\u00f8nner, en med Tjenestekvinden og en med den frie Kvinde.\n4:23 Men Tjenestekvindens S\u00f8n er avlet efter K\u00f8det, den frie Kvindes ved Forj\u00e6ttelsen.\n4:24 Dette har en billedlig Betydning. Thi disse Kvinder ere tvende Pagter, den ene fra Sinai Bjerg, som f\u00f8der til Tr\u00e6ldom: denne er Hagar.\n4:25 Thi \"Hagar\" er Sinai Bjerg i Arabien, men svarer til det nuv\u00e6rende Jerusalem; thi det er i Tr\u00e6ldom med sine B\u00f8rn.\n4:26 Men Jerusalem heroventil er frit, og hun er vor Moder.\n4:27 Thi der er skrevet: \"Fryd dig, du ufrugtbare, du, som ikke f\u00f8der! bryd ud og r\u00e5b, du, som ikke har F\u00f8dselsveer! thi mange ere den enliges B\u00f8rn fremfor hendes, som har Manden.\"\n4:28 Men vi, Br\u00f8dre! ere Forj\u00e6ttelsens B\u00f8rn i Lighed med Isak.\n4:29 Men ligesom dengang han, som var avlet efter K\u00f8det, forfulgte ham, som var avlet efter \u00c5nden, s\u00e5ledes ogs\u00e5 nu.\n4:30 Men hvad siger Skriften?\"Uddriv Tjenestekvinden og hendes S\u00f8n; thi Tjenestekvindens S\u00f8n skal ingenlunde arve med den frie Kvindes S\u00f8n.\"\n4:31 Derfor, Br\u00f8dre! ere vi ikke Tjenestekvindens B\u00f8rn, men den frie Kvindes.\n5:1 Til Friheden har Kristus frigjort os. S\u00e5 st\u00e5r nu fast, og lader eder ikke atter holde under Tr\u00e6ldoms \u00c5g!\n5:2 Se, jeg, Paulus, siger eder, at dersom I lade eder omsk\u00e6re, vil Kristus intet gavne eder.\n5:3 Men jeg vidner atter for hvert Menneske, som lader sig omsk\u00e6re, at han er skyldig at opfylde hele Loven.\n5:4 I ere tabte for Kristus, I, som retf\u00e6rdigg\u00f8res ved Loven; I ere faldne ud af N\u00e5den.\n5:5 Vi vente jo ved \u00c5nden af Tro Retf\u00e6rdigheds H\u00e5b.\n5:6 Thi i Kristus Jesus g\u00e6lder hverken Omsk\u00e6relse eller Forhud noget, men Tro, som er virksom ved K\u00e6rlighed.\n5:7 I vare godt p\u00e5 Vej; hvem har hindret eder i at adlyde Sandhed?\n5:8 Den Overtalelse kom ikke fra ham, som kaldte eder.\n5:9 En liden Surdejg syrer hele Dejgen.\n5:10 Jeg har den Tillid til eder i Herren, at I ikke ville mene noget andet; men den, som forvirrer eder, skal b\u00e6re sin Dom, hvem han end er.\n5:11 Men jeg, Br\u00f8dre! dersom jeg endnu pr\u00e6diker Omsk\u00e6relse, hvor for forf\u00f8lges jeg da endnu? S\u00e5 er jo Korsets Forargelse gjort til intet.\n5:12 Gid de endog m\u00e5tte leml\u00e6ste sig selv, de, som forstyrre eder!\n5:13 I bleve jo kaldede til Frihed, Br\u00f8dre! kun at I ikke bruge Friheden til en Anledning for K\u00f8det, men v\u00e6rer ved K\u00e6rligheden hverandres Tjenere!\n5:14 Thi hele Loven er opfyldt i eet Ord, i det: \"Du skal elske din N\u00e6ste som dig selv.\"\n5:15 Men n\u00e5r I bide og \u00e6de hverandre, da ser til, at I ikke fort\u00e6res af hverandre!\n5:16 Men jeg siger: Vandrer efter \u00c5nden, s\u00e5 fuldbyrde I ingenlunde K\u00f8dets Beg\u00e6ring.\n5:17 Thi K\u00f8det beg\u00e6rer imod \u00c5nden, og \u00c5nden imod K\u00f8det; disse st\u00e5 nemlig hinanden imod,for at I ikke skulle g\u00f8re, hvad I have Lyst til.\n5:18 Men n\u00e5r I drives af \u00c5nden, ere I ikke under Loven.\n5:19 Men K\u00f8dets Gerninger ere \u00e5benbare, s\u00e5som: Utugt, Urenhed, Uterlighed,\n5:20 Afgudsdyrkelse,Trolddom,Fjendskaber, Kiv, Nid, Hidsighed, R\u00e6nker, Tvedragt, Partier,\n5:21 Avind, Drukkenskab, Svir og deslige; hvorom jeg forud siger eder, ligesom jeg ogs\u00e5 f\u00f8r har sagt, at de, som \u00f8ve s\u00e5danne Ting, skulle ikke arve Guds Rige.\n5:22 Men \u00c5ndens Frugt er K\u00e6rlighed, Gl\u00e6de, Fred, Langmodighed, Mildhed, Godhed, Trofasthed,\n5:23 Sagtmodighed, Afholdenhed Imod s\u00e5danne er Loven ikke,\n5:24 men de, som h\u00f8re Kristus Jesus til, have korsf\u00e6stet K\u00f8det med dets Lidenskaber og Beg\u00e6ringer.\n5:25 N\u00e5r vi leve ved \u00c5nden, da lader os ogs\u00e5 vandre efter \u00c5nden!\n5:26 Lader os ikke have Lyst til tom \u00c6re, s\u00e5 at vi ud\u00e6ske hverandre og b\u00e6re Avind imod hverandre.\n6:1 Br\u00f8dre! om ogs\u00e5 et Menneske bliver overrasket af nogen Forsyndelse, da hj\u00e6lper en s\u00e5dan til Rette, I \u00e5ndelige! med Sagtmodigheds \u00c5nd, og se til dig selv, at ikke ogs\u00e5 du bliver fristet!\n6:2 B\u00e6rer hverandres Byrder og opfylder s\u00e5ledes Kristi Lov!\n6:3 Thi n\u00e5r nogen mener, at han er noget, sk\u00f8nt han intet er, da bedrager han sig selv.\n6:4 Men hver pr\u00f8ve sin egen Gerning, og da skal han have sin Ros i Forhold til sig selv alene, og ikke til N\u00e6sten;\n6:5 thi hver skal b\u00e6re sin egen Byrde.\n6:6 Men den, som undervises i Ordet skal dele alt godt med den, som underviser ham.\n6:7 Farer ikke vild; Gud lader sig ikke spotte; thi hvad et Menneske s\u00e5r, det skal han ogs\u00e5 h\u00f8ste.\n6:8 Thi den, som s\u00e5r i sit K\u00f8d, skal h\u00f8ste Ford\u00e6rvelse af K\u00f8det; men den, som s\u00e5r i \u00c5nden, skal h\u00f8ste evigt Liv af \u00c5nden.\n6:9 Men n\u00e5r vi g\u00f8re det gode, da lader os ikke blive tr\u00e6tte; thi i sin Tid skulle vi h\u00f8ste, s\u00e5fremt vi ikke give tabt.\n6:10 S\u00e5 lader os alts\u00e5, efter som vi have Lejlighed, g\u00f8re det gode imod alle, men mest imod Troens egne!\n6:11 Ser nu, med hvor store Bogstaver jeg skriver til eder med min egen H\u00e5nd!\n6:12 Alle de, som ville tage sig godt ud i K\u00f8det, de tvinge eder til at lade eder omsk\u00e6re, alene for at de ikke skulle forf\u00f8lges for Kristi Kors's Skyld.\n6:13 Thi ikke engang de, som lade sig omsk\u00e6re, holde selv Loven; men de ville, at I skulle lade eder omsk\u00e6re, for at de kunne rose sig af eders K\u00f8d.\n6:14 Men det v\u00e6re langt fra mig at rose mig uden af vor Herres Jesu Kristi Kors,ved hvem Verden er korsf\u00e6stet for mig, og jeg for Verden.\n6:15 Thi hverken Omsk\u00e6relse eller Forhud er noget, men en ny Skabning.\n6:16 Og s\u00e5 mange, som vandre efter denne Rettesnor, over dem v\u00e6re Fred og Barmhjertighed, og over Guds Israel!\n6:17 Herefter volde ingen mig Besv\u00e6r; thi jeg b\u00e6rer Jesu M\u00e6rketegn p\u00e5 mit Legeme:\n6:18 Vor Herres Jesu Kristi N\u00e5de v\u00e6re med eders \u00c5nd, Br\u00f8dre! Amen.","title":"Danish Bible: Galatians","type":"page"}
