{"collection":"Bible & Christianity","html_url":"https://unchartedknowledge.5gfusion.net/browse/bib/wb/dan/jam.htm","path":"bib/wb/dan/jam.htm","source_url":"https://sacred-texts.com/bib/wb/dan/jam.htm","text":"1:1 Jakob, Guds og den Herres Jesu Kristi Tjener, hilser de tolv Stammer i Adspredelsen.\n1:2 Mine Br\u00f8dre! agter det for idel Gl\u00e6de, n\u00e5r I stedes i mange H\u00e5nde Pr\u00f8velser,\n1:3 vidende, at eders Tros Pr\u00f8ve virker Udholdenhed;\n1:4 men Udholdenheden b\u00f8r medf\u00f8re fuldkommen Gerning, for at I kunne v\u00e6re fuldkomne og uden Br\u00f8st, s\u00e5 I ikke st\u00e5 tilbage i noget.\n1:5 Men dersom nogen af eder fattes Visdom, han bede derom til Gud, som giver alle gerne og uden Bebrejdelse, s\u00e5 skal den gives ham.\n1:6 Men han bede i Tro, uden at tvivle; thi den, som tvivler, ligner en Havets B\u00f8lge, der drives og kastes af Vinden.\n1:7 Ikke m\u00e5 nemlig det Menneske mene, at han skal f\u00e5 noget af Herren,\n1:8 en tvesindet Mand, som han er, ustadig p\u00e5 alle sine Veje.\n1:9 Men den Broder, som er ringe, rose sig af sin H\u00f8jhed,\n1:10 den rige derimod af sin Ringhed; thi han skal forg\u00e5 som Gr\u00e6ssets Blomst.\n1:11 Thi Solen st\u00e5r op med sin Hede og hent\u00f8rrer Gr\u00e6sset, og dets Blomst falder af, og dens Skikkelses Ynde forsvinder; s\u00e5ledes skal ogs\u00e5 den rige visne p\u00e5 sine Veje.\n1:12 Salig den Mand, som holder Pr\u00f8velse ud; thi n\u00e5r han har st\u00e5et Pr\u00f8ve, skal han f\u00e5 Livets Krans, som Herren har forj\u00e6ttet dem, der elske ham.\n1:13 Ingen sige, n\u00e5r han fristes: \"Jeg fristes af Gud;\" thi Gud kan ikke fristes af det onde, og selv frister han ingen;\n1:14 men enhver fristes,n\u00e5r han drages og lokkes af sin egen Beg\u00e6ring;\n1:15 derefter, n\u00e5r Beg\u00e6ringen har undfanget, f\u00f8der den Synd, men n\u00e5r Synden er fuldvoksen, f\u00f8der den D\u00f8d.\n1:16 Farer ikke vild, mine elskede Br\u00f8dre!\n1:17 Al god Gave og al fuldkommen Gave er ovenfra og kommer ned fra Lysenes Fader, hos hvem der ikke er Forandring eller skiftende Skygge.\n1:18 Efter sin Villie f\u00f8dte han os ved Sandheds Ord, for at vi skulde v\u00e6re en F\u00f8rstegr\u00f8de af hans Skabninger.\n1:19 I vide det, mine elskede Br\u00f8dre. Men hvert Menneske v\u00e6re snar til at h\u00f8re, langsom til at tale, langsom til Vrede;\n1:20 thi en Mands Vrede udretter ikke det, som er ret for Gud.\n1:21 Derfor, afl\u00e6gger alt Smuds og Levning af Slethed, og modtager med Sagtmodighed Ordet, som er indplantet i eder, og som form\u00e5r at frelse eders Sj\u00e6le.\n1:22 Men vorder Ordets G\u00f8rere og ikke alene dets H\u00f8rere, hvormed I bedrage eder selv.\n1:23 Thi dersom nogen er Ordets H\u00f8rer og ikke dets G\u00f8rer, han ligner en Mand, der betragter sit legemlige Ansigt i et Spejl;\n1:24 thi han betragter sig selv og g\u00e5r bort og glemmer straks, hvor dan han var.\n1:25 Men den, som skuer ind i Frihedens fuldkomne Lov og holder ved dermed, s\u00e5 han ikke bliver en glemsom Tilh\u00f8rer, men en Gerningens G\u00f8rer, han skal v\u00e6re salig i sin Gerning.\n1:26 Dersom nogen synes, at han dyrker Gud, og ikke holder sin Tunge i T\u00f8mme, men bedrager sit Hjerte, hans Gudsdyrkelse er forg\u00e6ves.\n1:27 En ren og ubesmittet Gudsdyrkelse for Gud og Faderen er dette, at bes\u00f8ge faderl\u00f8se og Enker i deres Tr\u00e6ngsel, at holde sig selv uplettet af Verden.\n2:1 Mine Br\u00f8dre! Eders Tro p\u00e5 vor Herre Jesus Kristus, den herliggjorte, v\u00e6re ikke forbunden med Persons Anseelse!\n2:2 N\u00e5r der nemlig kommer en Mand ind i eders Forsamling med Guldring p\u00e5 Fingeren, i pr\u00e6gtig Kl\u00e6dning, men der ogs\u00e5 kommer en fattig ind i smudsig Kl\u00e6dning,\n2:3 og I f\u00e6ste \u00d8jet p\u00e5 den, som b\u00e6rer den pr\u00e6gtige Kl\u00e6dning og sige: S\u00e6t du dig her p\u00e5 den gode Plads, og I sige til den fattige: St\u00e5 du der eller s\u00e6t dig nede ved min Fodskammel:\n2:4 ere I s\u00e5 ikke komne i Strid med eder selv og blevne Dommere med slette Tanker?\n2:5 H\u00f8rer, mine elskede Br\u00f8dre! Har Gud ikke udvalgt de for Verden fattige til at v\u00e6re rige i Tro og Arvinger til det Rige, som han har forj\u00e6ttet dem, der elske ham?\n2:6 Men I have van\u00e6ret den fattige! Er det ikke de rige, som underkue eder, og er det ikke dem, som sl\u00e6be eder for Domstolene?\n2:7 Er det ikke dem, som bespotte det sk\u00f8nne Navn, som er n\u00e6vnet over eder?\n2:8 Ganske vist, dersom I opfylde den kongelige Lov efter Skriften: \"Du skal elske din N\u00e6ste som dig selv\", g\u00f8re I ret;\n2:9 men dersom I anse Personer, g\u00f8re I Synd og revses af Loven som Overtr\u00e6dere.\n2:10 Thi den, som holder hele Loven, men st\u00f8der an i eet Stykke, er bleven skyldig i alle.\n2:11 Thi han, som sagde: \"Du m\u00e5 ikke bedrive Hor,\" sagde ogs\u00e5: \"Du m\u00e5 ikke sl\u00e5 ihjel.\" Dersom du da ikke bedriver Hor, men sl\u00e5r ihjel, da er du bleven en Lovens Overtr\u00e6der.\n2:12 Taler s\u00e5ledes og g\u00f8rer s\u00e5ledes, som de, der skulle d\u00f8mmes efter Frihedens Lov.\n2:13 Thi Dommen er ubarmhjertig imod den, som ikke har \u00f8vet Barmhjertighed; Barmhjertighed tr\u00e6der frimodigt op imod Dommen.\n2:14 Hvad gavner det, mine Br\u00f8dre! om nogen siger, han har Tro, men ikke har Gerninger? mon Troen kan frelse ham?\n2:15 Dersom en Broder eller S\u00f8ster er n\u00f8gen og fattes den daglige F\u00f8de,\n2:16 og en af eder siger til dem: G\u00e5r bort i Fred, varmer eder og m\u00e6tter eder, men I ikke give dem det, som h\u00f8rer til Legemets N\u00f8dt\u00f8rst, hvad gavner det?\n2:17 Liges\u00e5 er ogs\u00e5 Troen, dersom den ikke har Gerninger, d\u00f8d i sig selv.\n2:18 Men man vil sige: Du har Tro, og jeg har Gerninger. Vis mig din Tro uden Gerningerne, og jeg vil af mine Gerninger vise dig Troen.\n2:19 Du tror, at Gud er een; deri g\u00f8r du ret; ogs\u00e5 de onde \u00c5nder tro det og sk\u00e6lve.\n2:20 Men vil du vide, du tomme Menneske! at Troen uden Gerninger er unyttig?\n2:21 Blev ikke vor Fader Abraham retf\u00e6rdiggjort af Gerninger, da han ofrede sin S\u00f8n Isak p\u00e5 Alteret?\n2:22 Du ser, at Troen virkede sammen med hans Gerninger, og ved Gerningerne blev Troen fuldkommet,\n2:23 og Skriften blev opfyldt, som siger: \"Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til Retf\u00e6rdighed\", og han blev kaldet Guds Ven.\n2:24 I se, at et Menneske retf\u00e6rdigg\u00f8res af Gerninger, og ikke af Tro alene.\n2:25 Liges\u00e5 Sk\u00f8gen Rahab, blev ikke ogs\u00e5 hun retf\u00e6rdiggjort af Gerninger, da hun tog imod Sendebudene og lod dem slippe bort ad en anden Vej?\n2:26 Thi ligesom Legemet er d\u00f8dt uden \u00c5nd, s\u00e5ledes er ogs\u00e5 Troen d\u00f8d uden Gerninger.\n3:1 Mine Br\u00f8dre! ikke mange af eder b\u00f8r blive L\u00e6rere, s\u00e5som I vide, at vi skulle f\u00e5 en desto tungere Dom.\n3:2 Thi vi st\u00f8de alle an i mange Ting; dersom nogen ikke st\u00f8der an i Tale, da er han en fuldkommen Mand, i Stand til ogs\u00e5 at holde hele Legemet i Tomme.\n3:3 Men n\u00e5r vi l\u00e6gge Bidsler i Hestenes Munde, for at de skulle adlyde os, s\u00e5 dreje vi ogs\u00e5 hele deres Legeme.\n3:4 Se, ogs\u00e5 Skibene, endsk\u00f8nt de ere s\u00e5 store og drives af st\u00e6rke Vinde, drejes med et s\u00e5re lidet Ror, hvorhen Styrmandens Hu st\u00e5r.\n3:5 S\u00e5ledes er ogs\u00e5 Tungen et lille Lem og f\u00f8rer store Ord. Se, hvor lille en Ild der stikker s\u00e5 stor en Skov i Brand!\n3:6 Og Tungen er en Ild. Som en Verden af Uretf\u00e6rdighed sidder Tungen iblandt vore Lemmer; den besmitter hele Legemet og s\u00e6tter Livets Hjul i Brand, selv sat i Brand af Helvede.\n3:7 Thi enhver Natur, b\u00e5de Dyrs og Fugles, b\u00e5de Krybdyrs og Havdyrs, t\u00e6mmes og er t\u00e6mmet af den menneskelige Natur;\n3:8 men Tungen kan intet Menneske t\u00e6mme, det ustyrlige Onde, fuld af d\u00f8dbringende Gift.\n3:9 Med den velsigne vi Herren og Faderen, og med den forbande vi Menneskene, som ere blevne til efter Guds Lighed.\n3:10 Af den samme Mund udg\u00e5r Velsignelse og Forbandelse. Mine Br\u00f8dre! dette b\u00f8r ikke v\u00e6re s\u00e5.\n3:11 Mon en Kilde udgyder s\u00f8dt Vand og besk Vand af det samme V\u00e6ld?\n3:12 Mon et Figentr\u00e6, mine Br\u00f8dre! kan give Oliven, eller et Vintr\u00e6 Figener? Heller ikke kan en Salt Kilde give fersk Vand.\n3:13 Er nogen viis og forstandig iblandt eder, da vise han ved god Omg\u00e6ngelse sine Gerninger i viis Sagtmodighed!\n3:14 Men have I bitter Avind og R\u00e6nkesyge i eders Hjerter, da roser eder ikke og lyver ikke imod Sandheden!\n3:15 Dette er ikke den Visdom, som kommer ovenfra, men en jordisk, sj\u00e6lelig, dj\u00e6velsk;\n3:16 thi hvor der er Avind og R\u00e6nkesyge, der er Forvirring og al ond Handel.\n3:17 Men Visdommen herovenfra er f\u00f8rst ren, dern\u00e6st fredsommelig, mild, f\u00f8jelig, fuld at Barmhjertighed og gode Frugter, upartisk, uden Skr\u00f8mt.\n3:18 Men Retf\u00e6rdigheds Frugt s\u00e5es i Fred for dem, som stifte Fred.\n4:1 Hvoraf kommer det, at den er Krige og Stridigheder iblandt eder? mon ikke deraf, af eders Lyster, som stride i eders Lemmer?\n4:2 I beg\u00e6re og have ikke; I myrde og misunde og kunne ikke f\u00e5; I f\u00f8re Strid og Krig. Og I have ikke, fordi I ikke bede;\n4:3 I bede og f\u00e5 ikke, fordi I bede ilde, for at \u00f8de det i eders Lyster.\n4:4 I utro! vide I ikke, at Venskab med Verden er Fjendskab imod Gud? Derfor, den, som vil v\u00e6re Verdens Ven, bliver Guds Fjende.\n4:5 Eller mene I, at Skriftens Ord ere tomme Ord? Med Nidk\u00e6rhed l\u00e6nges han efter den \u00c5nd, han har givet Bolig i os, men han sk\u00e6nker desto st\u00f8rre N\u00e5de.\n4:6 Derfor siger Skriften: \"Gud st\u00e5r de hoff\u00e6rdige imod, men de ydmyge giver han N\u00e5de.\"\n4:7 Underordner eder derfor under Gud; men st\u00e5r Dj\u00e6velen imod, s\u00e5 skal han fly fra eder;\n4:8 holder eder n\u00e6r til Gud, s\u00e5 skal han holde sig n\u00e6r til eder! Renser H\u00e6nderne, I Syndere! og lutrer Hjerterne, I tvesindede!\n4:9 Jamrer og s\u00f8rger og gr\u00e6der; eders Latter vende sig til Sorg og Gl\u00e6den til Bedr\u00f8velse!\n4:10 Ydmyger eder for Herren, s\u00e5 skal han oph\u00f8je eder.\n4:11 Taler ikke ilde om hverandre, Br\u00f8dre! Den, som taler ilde om sin Broder eller d\u00f8mmer sin Broder, taler ilde om Loven og d\u00f8mmer Loven; men d\u00f8mmer du Loven, da er du ikke Lovens G\u00f8rer, men dens Dommer.\n4:12 Een er Lovgiveren og Dommeren, han, som kan frelse og ford\u00e6rve; men hvem er du, som d\u00f8mmer din N\u00e6ste?\n4:13 Og nu I, som sige: I Dag eller i Morgen ville vi g\u00e5 til den eller den By og blive der et \u00c5r og k\u00f8bsl\u00e5 og vinde,\n4:14 I, som ikke vide, hvad der skal ske i Morgen; thi hvordan er eders Liv? I ere jo en Damp, som er til Syne en liden Tid, men derefter forsvinder;\n4:15 i Stedet for at I skulle sige: Dersom Herren vil, og vi leve, da ville vi g\u00f8re dette eller hint.\n4:16 Men nu rose I eder i eders Overmod; al s\u00e5dan Ros er ond.\n4:17 Derfor, den som ved at handle ret og ikke g\u00f8r det, for ham er det Synd.\n5:1 Og nu, I rige! gr\u00e6der og jamrer over de Ulykker, som komme over eder.\n5:2 Eders Rigdom er r\u00e5dnet, og eders Kl\u00e6der er m\u00f8l\u00e6dte;\n5:3 eders Guld og S\u00f8lv er rustet op, og deres Rust skal v\u00e6re til Vidnesbyrd imod eder og \u00e6de eders K\u00f8d som en Ild; I have samlet Skatte i de sidste Dage.\n5:4 Se, den L\u00f8n skriger, som I have forholdt Arbejderne, der h\u00f8stede eders Marker, og H\u00f8stfolkenes R\u00e5b ere komne ind for den Herre Zebaoths \u00d8ren.\n5:5 I levede i Vellevned p\u00e5 Jorden og efter eders Lyster; I gjorde eders Hjerter til gode som p\u00e5 en Slagtedag.\n5:6 I domf\u00e6ldte, I dr\u00e6bte den retf\u00e6rdige; han st\u00e5r eder ikke imod.\n5:7 Derfor, v\u00e6rer t\u00e5lmodige, Br\u00f8dre! indtil Herrens Tilkommelse. Se, Bonden venter p\u00e5 Jordens dyrebare Frugt og bier t\u00e5lmodigt efter den, indtil den f\u00e5r tidlig Regn og sildig Regn.\n5:8 V\u00e6rer ogs\u00e5 I t\u00e5lmodige, styrker eders Hjerter; thi Herrens Tilkommelse er n\u00e6r.\n5:9 Sukker ikke imod hverandre, Br\u00f8dre! for at I ikke skulle d\u00f8mmes; se, Dommeren st\u00e5r for D\u00f8ren.\n5:10 Br\u00f8dre! tager Profeterne, som have talt i Herrens Navn, til Forbillede p\u00e5 at lide ondt og v\u00e6re t\u00e5lmodige.\n5:11 Se, vi prise dem salige, som have holdt ud. I have h\u00f8rt om Jobs Udholdenhed og vide Udfaldet fra Herren; thi Herren er s\u00e5re medlidende og barmhjertig.\n5:12 Men for alting, mine Br\u00f8dre! sv\u00e6rger ikke, hverken ved Himmelen eller ved Jorden eller nogen anden Ed; men eders Ja v\u00e6re Ja, og Nej v\u00e6re Nej, for at I ikke skulle falde under Dom.\n5:13 Lider nogen iblandt eder ondt, han bede; er nogen vel til Mode, han synge Lovsang!\n5:14 Er nogen iblandt eder syg, han kalde Menighedens \u00c6ldste til sig, og de skulle bede over ham og salve ham med Olie i Herrens Navn.\n5:15 Og Troens B\u00f8n skal frelse den syge, og Herren skal oprejse ham, og har han gjort Synder, skulle de forlades ham.\n5:16 Bekender derfor Synderne for hverandre og beder for hverandre, for at I m\u00e5 blive helbredte; en retf\u00e6rdigs B\u00f8n form\u00e5r meget, n\u00e5r den er alvorlig.\n5:17 Elias var et Menneske, lige Vilk\u00e5r undergivet med os, og han bad en B\u00f8n, at det ikke m\u00e5tte regne; og det regnede ikke p\u00e5 Jorden i tre \u00c5r og seks M\u00e5neder.\n5:18 Og han bad atter, og Himmelen gav Regn, og Jorden bar sin Frugt.\n5:19 Mine Br\u00f8dre! dersom nogen iblandt eder farer vild fra Sandheden, og nogen omvender ham,\n5:20 han vide, at den, som omvender en Synder fra hans Vejs Vildfarelse, han Frelser en Sj\u00e6l fra D\u00f8den og skjuler en Mangfoldighed af Synder.","title":"Danish Bible: James","type":"page"}
