{"collection":"Bible & Christianity","html_url":"https://unchartedknowledge.5gfusion.net/browse/bib/wb/dan/pe2.htm","path":"bib/wb/dan/pe2.htm","source_url":"https://sacred-texts.com/bib/wb/dan/pe2.htm","text":"1:1 Simon Peter, Jesu Kristi Tjener og Apostel, til dem, der have f\u00e5et samme dyrebare Tro som vi ved vor Guds og Frelsers Jesu Kristi Retf\u00e6rdighed:\n1:2 N\u00e5de og Fred vorde eder mangfoldig til Del i Erkendelse af Gud og vor Herre Jesus.\n1:3 S\u00e5som hans guddommelige Magt har sk\u00e6nket os alt, hvad der h\u00f8rer til Liv og Gudfrygtighed ved Erkendelsen af ham, som kaldte os ved sin Herlighed og Kraft,\n1:4 hvorved han har sk\u00e6nket os de st\u00f8rste og dyrebare Forj\u00e6ttelser, for at I ved disse skulle f\u00e5 Del i guddommelig Natur, n\u00e5r I undfly Ford\u00e6rvelsen i Verden, som har sin Grund i Beg\u00e6r,\n1:5 s\u00e5 anvender just derfor al Flid p\u00e5 i eders Tro at udvise Dyd og i Dyden Kundskab\n1:6 og i Kundskaben Afholdenhed og i Afholdenheden Udholdenhed og i Udholdenheden Gudsfrygt\n1:7 og i Gudsfrygten Broderk\u00e6rlighed og i Broderk\u00e6rligheden K\u00e6rlighed.\n1:8 Thi n\u00e5r dette findes hos eder og er i Tiltagen, lader det eder ikke st\u00e5 \u00f8rkesl\u00f8se eller ufrugtbare i Erkendelsen af vor Herre Jesus Kristus;\n1:9 den nemlig, som ikke har dette, er blind, svagsynet, idet han har glemt Renselsen fra sine fordums Synder.\n1:10 Derfor, Br\u00f8dre! g\u00f8rer eder des mere Flid for at bef\u00e6ste eders Kaldelse og Udv\u00e6lgelse; thi n\u00e5r I g\u00f8re dette, skulle I ingen Sinde st\u00f8de an.\n1:11 Thi s\u00e5 skal der rigelig gives eder Indgang i vor Herres og Frelsers Jesu Kristi evige Rige.\n1:12 Derfor vil jeg ikke fors\u00f8mme altid at p\u00e5minde eder om delte, ihvorvel I vide det og ere bef\u00e6stede i den Sandhed, som er til Stede hos os.\n1:13 Men jeg anser det for ret at v\u00e6kke eder ved P\u00e5mindelse, s\u00e5 l\u00e6nge jeg er i dette Telt,\n1:14 da jeg ved, at Afl\u00e6ggelsen af mit Telt kommer brat, s\u00e5ledes som jo vor Herre Jesus Kristus har givet mig til Kende.\n1:15 Og jeg vil ogs\u00e5 g\u00f8re mig Flid for, at I til enhver Tid efter min Bortgang kunne drage eder dette i Minde.\n1:16 Thi vi have ikke fulgt klogtigt opdigtede Fabler, da vi kundgjorde eder vor Herres Jesu Kristi Kraft og Tilkommelse, men vi have v\u00e6ret \u00d8jenvidner til hans Majest\u00e6t,\n1:17 nemlig da han fik \u00c6re og Herlighed af Gud Fader, idet en s\u00e5dan R\u00f8st l\u00f8d til ham fra den majest\u00e6tiske Herlighed: \"Denne er min S\u00f8n, den elskede, i hvem jeg har Velbehag.\"\n1:18 Og vi h\u00f8rte denne R\u00f8st lyde fra Himmelen, da vi vare med ham p\u00e5 det hellige Bjerg.\n1:19 Og des mere stadf\u00e6stet have vi det profetiske Ord, hvilket I g\u00f8re vel i at agte p\u00e5 som p\u00e5 et Lys, der skinner p\u00e5 et m\u00f8rkt Sted, indtil Dagen bryder frem, og Morgenstjernen oprinder i eders Hjerter,\n1:20 idet I fornemmelig m\u00e6rke eder dette, at ingen Profeti i Skriften beror p\u00e5 egen Tydning.\n1:21 Thi aldrig er nogen Profeti bleven fremf\u00f8rt ved et Menneskes Villie; men drevne af den Hellig\u00e5nd talte hellige Guds M\u00e6nd.\n2:1 Men der opstod ogs\u00e5 falske Profeter iblandt Folket, ligesom der ogs\u00e5 iblandt eder vil komme falske L\u00e6rere, som ville liste ford\u00e6rvelige Vrangl\u00e6rdomme ind, idet de endog forn\u00e6gte den Herre, som k\u00f8bte dem, og bringe en brat Undergang over sig selv,\n2:2 og mange ville efterf\u00f8lge deres Uterligheder, s\u00e5 Sandhedens Vej for deres Skyld vil blive bespottet,\n2:3 og i Havesyge ville de med falske Ord skaffe sig Vinding af eder; men Dommen over dem har alt fra gamle Dage v\u00e6ret i Virksomhed, og deres Undergang slumrer ikke.\n2:4 Thi n\u00e5r Gud ikke sparede Engle, da de syndede, men nedstyrtede dem i Afgrunden og overgav dem til M\u00f8rkets Huler for at bevogtes til Dom,\n2:5 og ikke sparede den gamle Verden, men bevarede Retf\u00e6rdighedens Pr\u00e6diker Noa selv ottende, da han f\u00f8rte Oversv\u00f8mmelse over en Verden af ugudelige\n2:6 og lagde Sodomas og Gomorras St\u00e6der i Aske og domf\u00e6ldte dem til \u00d8del\u00e6ggelse, s\u00e5 han har sat dem til Forbillede for dem, som i Fremtiden ville leve ugudeligt,\n2:7 og udfriede den retf\u00e6rdige Lot, som plagedes af de ryggesl\u00f8ses uterlige Vandel,\n2:8 (thi medens den retf\u00e6rdige boede iblandt dem, pintes han Dag for Dag i sin retf\u00e6rdige Sj\u00e6l ved de lovl\u00f8se Gerninger, som han s\u00e5 og h\u00f8rte):\n2:9 - da ved Herren at udfri gudfrygtige af Fristelse, men at straffe og bevogte uretf\u00e6rdige til Dommens Dag,\n2:10 og mest dem, som vandre efter K\u00f8d, i Beg\u00e6r efter Besmittelse, og foragte Herskab. Fr\u00e6kke, selvbehagelige, b\u00e6ve de ikke ved at bespotte Herligheder,\n2:11 hvor dog Engle, som ere st\u00f8rre i Styrke og Magt, ikke fremf\u00f8re bespottende Dom imod dem for Herren.\n2:12 Men disse ligesom ufornuftige Dyr, der af Natur ere f\u00f8dte til at fanges og \u00f8del\u00e6gges, skulle de, fordi de bespotte, hvad de ikke kende, ogs\u00e5 \u00f8del\u00e6gges med hines \u00d8del\u00e6ggelse,\n2:13 idet de f\u00e5 Uretf\u00e6rdigheds L\u00f8n. De s\u00e6tte deres Lyst i Vellevned om Dagen, disse Skampletter og Sk\u00e6ndselsmennesker! De sv\u00e6lge i deres Bedragerier, medens de holde Gilde med eder;\n2:14 deres \u00d8jne ere fulde af Horeri og kunne ikke f\u00e5 nok af Synd; de lokke ubef\u00e6stede Sj\u00e6le; de have et Hjerte, \u00f8vet i Havesyge, Forbandelsens B\u00f8rn;\n2:15 de have forladt den lige Vej og ere farne vild, f\u00f8lgende Bileams, Beors S\u00f8ns, Vej, han, som elskede Uretf\u00e6rdigheds L\u00f8n,\n2:16 men fik Revselse for sin Overtr\u00e6delse: et um\u00e6lende Tr\u00e6ldyr talte med menneskelig R\u00f8st og hindrede Profetens Afsind.\n2:17 Disse ere vandl\u00f8se Kilder og T\u00e5geskyer, som drives af Storvind; for dem er M\u00f8rke og Mulm bevaret.\n2:18 Thi dem, som ere lige ved at undslippe fra dem, der vandre i Vildfarelse, l\u00f8kke de i K\u00f8dets Beg\u00e6ringer ved Uterligheder, idet de tale Tomheds overmodige Ord\n2:19 og love dem Frihed, sk\u00f8nt de selv ere Ford\u00e6rvelsens Tr\u00e6lle; thi man er Tr\u00e6l af det, som man er overvunden af.\n2:20 Thi dersom de, efter at have undflyet Verdens Besmittelser ved Erkendelse af vor Herre og Frelser Jesus Kristus, igen lade sig indvikle deri og overvindes, da er det sidste blevet v\u00e6rre med dem end det f\u00f8rste.\n2:21 Thi bedre havde det v\u00e6ret dem ikke at have erkendt Retf\u00e6rdighedens Vej end efter at have erkendt den at vende sig bort fra det hellige Bud, som var blevet dem overgivet.\n2:22 Det er g\u00e5et dem efter det sande Ordsprog: \"Hunden vender sig om til sit eget Spy, og den toede So til at v\u00e6lte sig i S\u00f8len.\"\n3:1 Dette er allerede, I elskede! det andet Brev, som jeg skriver til eder, hvori jeg ved P\u00e5mindelse v\u00e6kker eders rene Sind\n3:2 til at komme de Ord i Hu, som forud ere sagte af de hellige Profeter, og eders Apostles Befaling fra Herren og Frelseren,\n3:3 idet I f\u00f8rst og fremmest m\u00e6rke eder dette, at i de sidste Dage skal der komme Spottere med Spot, som vandre efter deres egne Beg\u00e6ringer\n3:4 og sige: \"Hvad bliver der af Forj\u00e6ttelsen om hans Tilkommelse? Fra den Dag, F\u00e6drene sov hen, forblive jo alle Ting, som de vare, lige fra Skabningens Begyndelse.\"\n3:5 Thi med Villie ere de blinde for dette, at fra fordums Tid var der Himle og en Jord, som var fremst\u00e5et af Vand og ved Vand i Kraft af Guds Ord,\n3:6 hvorved den dav\u00e6rende Verden gik til Grunde i en Vandflod.\n3:7 Men de nuv\u00e6rende Himle og Jorden holdes ved det samme Ord i Forvaring til Ild, idet de bevares til de ugudelige Menneskers Doms og Undergangs Dag.\n3:8 Men dette ene b\u00f8r ikke undg\u00e5 eder, I elskede! at een Dag er for Herren som tusinde \u00c5r, og tusinde \u00c5r som een Dag.\n3:9 Herren forhaler ikke Forj\u00e6ttelsen (som nogle agte det for en Forhaling), men han er langmodig for eders Skyld, idet han ikke vil, at nogen skal fortabes, men at alle skulle komme til Omvendelse.\n3:10 Men Herrens Dag skal komme som en Tyv; p\u00e5 den skulle Himlene forg\u00e5 med stort Bulder, og Elementerne skulle komme i Brand og opl\u00f8ses, og Jorden og alt, hvad der er p\u00e5 den, skal opbr\u00e6ndes.\n3:11 Efterdi da alt dette opl\u00f8ses, hvor b\u00f8r I da ikke f\u00e6rdes i hellig Vandel og Gudsfrygt,\n3:12 idet I forvente og fremskynde Guds Dags Tilkommelse, for hvis Skyld Himle skulle ant\u00e6ndes og opl\u00f8ses, og Elementer komme i Brand og smelte.\n3:13 Men vi forvente efter hans Forj\u00e6ttelse nye Himle og en ny Jord, i hvilke Retf\u00e6rdighed bor.\n3:14 Derfor, I elskede! efterdi I forvente dette, s\u00e5 g\u00f8rer eder Flid for at findes uplettede og ulastelige for ham i Fred,\n3:15 og agter vor Herres Langmodighed for Frelse; ligesom ogs\u00e5 vor elskede Broder Paulus efter den ham givne Visdom har skrevet til eder,\n3:16 som han ogs\u00e5 g\u00f8r i alle sine Breve, n\u00e5r han i dem taler om disse Ting; i dem findes der Ting, vanskelige at forst\u00e5, som de ukyndige og ubef\u00e6stede fordreje, ligesom ogs\u00e5 de \u00f8vrige Skrifter, til deres egen Undergang.\n3:17 Da I alts\u00e5, I elskede! vide det forud, s\u00e5vogter eder, for at I ikke skulle rives med af de ryggesl\u00f8ses Vildfarelse og affalde fra eders egen Fasthed;\n3:18 men vokser i vor Herres og Frelsers Jesu Kristi N\u00e5de og Kundskab! Ham tilh\u00f8rer Herligheden b\u00e5de nu og indtil Evighedens Dag!","title":"Danish Bible: 2 Peter","type":"page"}
