{"collection":"Bible & Christianity","html_url":"https://unchartedknowledge.5gfusion.net/browse/bib/wb/dan/sol.htm","path":"bib/wb/dan/sol.htm","source_url":"https://sacred-texts.com/bib/wb/dan/sol.htm","text":"1:1 Salomos H\u00f8jsang\n1:2 Kys mig, giv mig Kys af din mund thi din K\u00e6rlighed er bedre end Vin.\n1:3 Lifligt dufter dine Salver, dit Navn er en udgydt Salve, derfor har Kvinder dig k\u00e6r.\n1:4 Drag mig efter dig, kom, lad os l\u00f8be; Kongen tog mig ind i sine Kamre. Vi vil juble og gl\u00e6de os i dig, prise din H\u00e6rlighed fremfor Vin. Med Rette har de dig k\u00e6r.\n1:5 Jeg er sort, dog yndig, Jerusalems D\u00f8tre, som Kedars Telte, som Salmas Forh\u00e6ng.\n1:6 Se ej p\u00e5 mig, fordi jeg er sortladen, fordi jeg er br\u00e6ndt af Solen. Min Moders S\u00f8nner vrededes p\u00e5 mig, til Ving\u00e5rdsvogterske satte de mig - min egen Ving\u00e5rd vogted jeg ikke.\n1:7 Sig mig, du, som min Sj\u00e6l har k\u00e6r, hvor du vogter din Hjord, hvor du holder Hvil ved Middag. Thi hvi skal jeg g\u00e5 som en Landstryger ved dine F\u00e6llers Hjorde?\n1:8 S\u00e5fremt du ikke ved det, du fagreste blandt Kvinder, f\u00f8lg da kun Hjordens Spor og vogt dine Geder ved Hyrdernes Boliger.\n1:9 Ved Faraos Forspand ligner jeg dig, min Veninde.\n1:10 Dine Kinder er yndige med Snorene din Hals med K\u00e6derne.\n1:11 Vi vil g\u00f8re dig Snore af Guld med St\u00e6nk af S\u00f8lv.\n1:12 Min Nardus spreder sin Duft, mens Kongen er til Bords;\n1:13 min Ven er mig en Myrrapose, der ligger ved mit Bryst,\n1:14 min Ven er mig en Koferklase fra En-Gedis Ving\u00e5rde.\n1:15 Hvor du er fager, min Veninde, hvor du er fager, dine \u00d8jne er Duer!\n1:16 Hvor du er fager, min Ven, ja dejlig er du, vort Leje er gr\u00f8nt,\n1:17 vor Boligs Bj\u00e6lker er Cedre, Panelet Cypresser!\n2:1 Jeg er Sarons Rose, Dalenes Lilje\n2:2 Som en Lilje midt iblandt Torne er min Veninde blandt Piger.\n2:3 Som et \u00c6bletr\u00e6 blandt Skovens Tr\u00e6er er min Ven blandt unge M\u00e6nd. I hans Skygge har jeg Lyst til at sidde, hans Frugt er s\u00f8d for min Gane.\n2:4 Til en Vinhal bragte han mig, hvor M\u00e6rket over mig er K\u00e6rlighed.\n2:5 Styrk mig med Rosinkager, kv\u00e6g mig med \u00c6bler, thi jeg er syg af K\u00e6rlighed.\n2:6 Hans venstre er under mit Hoved, hans h\u00f8jre tager mig i Favn.\n2:7 Jeg besv\u00e6rger eder, Jerusalems D\u00f8tre, ved Gazeller og Markens Hjorte: G\u00f8r ikke K\u00e6rligheden Uro, v\u00e6k den ikke, f\u00f8r den \u00f8nsker det selv!\n2:8 H\u00f8r! Der er min Ven! Ja se, der kommer han i L\u00f8b over Bjergene, i Spring over H\u00f8jene.\n2:9 Min Ven er som en Gazel, han er som den unge Hjort. Se, nu st\u00e5r han alt bag vor Mur. Han ser gennem Vinduet, kigger gennem Gitteret.\n2:10 Min Ven stemmer i og siger s\u00e5 til mig: St\u00e5 op, min Veninde, du fagre, kom!\n2:11 Thi nu er Vinteren omme, Regntiden svandt, for hen,\n2:12 Blomster ses i Landet, Sangens Tid er kommet, Turtelduens Kurren h\u00f8res i vort Land;\n2:13 Figentr\u00e6ets Sm\u00e5frugter svulmer, Vinstokken blomstrer, udspreder Duft. St\u00e5 op, min Veninde, du fagre, kom,\n2:14 min Due i Fjeldets Kl\u00f8fter, i Bjergv\u00e6ggens Skjul! Lad mig skue din Skikkelse, h\u00f8re din R\u00f8st, thi s\u00f8d er din R\u00f8st og din Skikkelse yndig.\n2:15 Fang os de R\u00e6ve, de R\u00e6ve sm\u00e5,som h\u00e6rger Vinen, vor blomstrende Vin!\n2:16 Min Ven er min, og jeg er hans,som vogter blandt Liljer;\n2:17 til Dagen svales og Skyggerne l\u00e6nges, kom hid, min Ven, og v\u00e6r som Gazellen, som den unge Hjort p\u00e5 duftende Bjerge!\n3:1 P\u00e5 mit Leje om Natten s\u00f8gte Ham, som min Sj\u00e6l har k\u00e6r, jeg s\u00f8gte, men fandt ham ikke.\n3:2 \"S\u00e5 st\u00e5r jeg op og g\u00e5r om i Byen, om P\u00e5 dens Gader og Torve og s\u00f8ger ham, som min Sj\u00e6l har k\u00e6r. \"Jeg s\u00f8gte, men fandt ham ikke.\n3:3 V\u00e6gterne, som f\u00e6rdes i Byen, traf mig: \"S\u00e5 I mon ham, som min Sj\u00e6l har k\u00e6r?\"\n3:4 Knap var jeg kommet forbi dem, s\u00e5 fandt jeg ham, som min Sj\u00e6l har k\u00e6r; jeg greb ham og slap ham ikke, f\u00f8r jeg fik ham ind i min Moders Hus, i hendes Kammer, som f\u00f8dte mig.\n3:5 Jeg besv\u00e6rger eder, Jerusalems D\u00f8tre, ved Gazeller og Markens Hjorte: G\u00f8r ikke K\u00e6rligheden Uro, v\u00e6k den ikke, f\u00f8r den \u00f8nsker det selv!\n3:6 Hvad er det, som kommer fra \u00d8rkenen i St\u00f8tter af R\u00f8g, omduftet af Myrra og R\u00f8gelse, alskens Vellugt?\n3:7 Se, det er Salomos B\u00e6restol, omgivet af tresindstyve Helte, Israels Helte,\n3:8 alle med Sv\u00e6rd i H\u00e5nd, opl\u00e6rte til Krig, hver med sit Sv\u00e6rd ved L\u00e6nd mod Nattens R\u00e6dsler.\n3:9 Kong Salomo laved sig en B\u00e6rekarm af Tr\u00e6 fra Libanon,\n3:10 gjorde dens St\u00f8tter af S\u00f8lv, dens Arme af Guld; i Midten er Ibenholt indlagt, S\u00e6det er Purpur.\n3:11 Jerusalems D\u00f8tre, g\u00e5 ud og se p\u00e5 Kong Salomo, p\u00e5 Kronen, hans Moder kroned ham med p\u00e5 hans Brudef\u00e6rds Dag, hans Hjertens Gl\u00e6des Dag!\n4:1 Hvor du er fager, min veninde, hvor er du fager! Dine \u00d8jne er Duer bag sl\u00f8ret, dit H\u00e5r som en Gedeflok b\u00f8lgende ned fra Gilead,\n4:2 dine T\u00e6nder som en nyklippet F\u00e5reflok, der kommer fra Bad, som alle har Tvillinger, intet er uden Lam;\n4:3 som en Purpursnor er dine L\u00e6ber, yndig din Mund, din Tinding som et bristet Granat\u00e6ble bag ved dit Sl\u00f8r;\n4:4 din Hals er som Davids T\u00e5rn, der er bygget til Udkig, tusinde Skjolde h\u00e6nger derp\u00e5, kun Helteskjolde;\n4:5 dit Bryst som to Hjortekalve, Gazelle tvillinger, der gr\u00e6sser blandt Liljer.\n4:6 Til Dagen svales og Skyggerne l\u00e6nges, vil jeg vandre til Myrrabjerget og Vellugtsh\u00f8jen.\n4:7 Du er fuldendt fager, min Veninde og uden Lyde.\n4:8 Kom med mig fra Libanon, Brud, kom med mig fra Libanon, stig ned fra Amanas Tinde, fra Senirs og Hermons Tinde, fra L\u00f8vers Huler, fra Panteres Bjerge!\n4:9 Du har fanget mig, min S\u00f8ster, min Brud, du har fanget mig med et af dine Blikke, med en af din Halses K\u00e6der.\n4:10 Hvor herlig er din K\u00e6rlighed, min S\u00f8ster, min Brud, hvor din K\u00e6rlighed er god fremfor Vin, dine Salvers Duft fremfor alskens Vellugt!\n4:11 Dine L\u00e6ber drypper af S\u00f8dme, min Brud, under din Tunge er Honning og M\u00e6lk; dine Kl\u00e6ders Duft er som Libanons Duft.\n4:12 Min S\u00f8ster, min Brud er en lukket Have, en lukket Kilde, et V\u00e6ld under Segl.\n4:13 Dine Skud er en Lund af Granattr\u00e6er med kostelige Frugter, Kofer,\n4:14 Nardus og Kalmus og Kanel og alle Slags Vellugtstr\u00e6er, Myrra og Safran og Aloe og alskens ypperlig Balsam.\n4:15 Min Haves V\u00e6ld er en Br\u00f8nd med rindende Vand og Str\u00f8mme fra Libanon.\n4:16 Nordenvind, v\u00e5gn, S\u00f8ndenvind kom, bl\u00e6s gennem min Have, s\u00e5 dens Vellugt spredes! Min Ven komme ind i sin Have og nyde dens uds\u00f8gte Frugt!\n5:1 Jeg kommer i min Have, min S\u00f8ster, min Brud, jeg plukker min Myrra og Balsam, jeg spiser min Honning og Saft, jeg drikker min Vin og M\u00e6lk. Venner, spis og drik og berus jer i K\u00e6rlighed!\n5:2 Jeg sov, men mit hjerte v\u00e5ged; tys, da banked min ven: \"Luk op for mig, o S\u00f8ster, min Veninde, min Due, min rene, thi mit Hoved er fuldt af Dug, mine Lokker af Nattens Dr\u00e5ber.\"\n5:3 Jeg har taget min Kjortel af, skal jeg atter tage den p\u00e5? Jeg har tv\u00e6ttet mine F\u00f8dder, skal jeg atter snavse dem til?\n5:4 Gennem Gluggen rakte min Ven sin H\u00e5nd, det brusede st\u00e6rkt i mit Indre.\n5:5 Jeg stod op og \u00e5bned for min Ven; mine H\u00e6nder drypped af Myrra, mine Fingre af flydende Myrra, da de r\u00f8rte ved L\u00e5sens H\u00e5ndtag.\n5:6 S\u00e5 lukked jeg op for min Ven, men min Ven var g\u00e5et sin Vej. Jeg var ude af mig selv ved hans Ord. Jeg s\u00f8gte, men fandt ham ikke, kaldte, han svared mig ikke.\n5:7 V\u00e6gterne, som f\u00e6rdes i Byen, traf mig, de slog og s\u00e5red mig; Murens V\u00e6gtere rev Kappen af mig.\n5:8 Jeg besv\u00e6rger eder, Jerusalems D\u00f8tre: S\u00e5fremt I finder min Ven, hvad skal I da sige til ham? At jeg er syg af K\u00e6rlighed!\n5:9 \"Hvad Fortrin har da, din Ven, du fagreste, blandt Kvinder? Hvad Fortrin har da din Ven, at du besv\u00e6rger os s\u00e5?\"\n5:10 Min Ven er hvid og r\u00f8d, herlig blandt Titusinder,\n5:11 hans Hoved er det fineste Guld, hans Lokker er Ranker, sorte som Ravne,\n5:12 hans \u00d8jne som Duer ved rindende B\u00e6kke, badet i M\u00e6lk og siddende ved Str\u00f8mme,\n5:13 hans Kinder som Balsambede; Skabe med Vellugt, hans L\u00e6ber er Liljer, de drypper, af flydende Myrra,\n5:14 hans H\u00e6nder er St\u00e6nger af Guld, fyldt med Rubiner, hans Liv en Elfenbensplade, besat med Safirer,\n5:15 hans Ben er S\u00f8jler af Marmor P\u00e5 Sokler af Guld, hans Skikkelse som Libanon, herlig som Cedre,\n5:16 hans Gane er S\u00f8dme, han er idel Ynde. S\u00e5dan er min elskede, s\u00e5dan min Ven, Jerusalems D\u00f8tre.\n6:1 Hvor er din Ven g\u00e5et hen, du fagreste blandt Kvinder? Hvor har din ven vendt sig hen? Vi vil s\u00f8ge ham med dig.\n6:2 Min Ven gik ned i sin Have, ti lBalsambedene, for at vogte sin Hjord i Haverne og sanke Liljer.\n6:3 Jeg er min Vens, og min Ven er min, han, som vogter blandt Liljer.\n6:4 Du er fager, min Veninde, som Tirza, yndig som Jerusalem, frygtelig som H\u00e6re under Banner.\n6:5 Vend dine \u00d8jne fra mig, de forvirrer mig s\u00e5! Dit H\u00e5r er som en Gedeflok, b\u00f8lgende ned fra Gilead.\n6:6 dine T\u00e6nder som en F\u00e5reflok, der kommer fra Bad, som alle har Tvillinger, intet er uden Lam;\n6:7 din Tinding er et bristet Granat\u00e6ble bag ved dit Sl\u00f8r.\n6:8 Dronningernes Tal er tresindstyve, Medhustruernes firsindstyve, p\u00e5 Terner er der ej Tal.\n6:9 Men een er hun, min Due, min rene, hun, sin Moders eneste, hun, sin Moders K\u00e6lebarn. Blev hun set af Piger, fik hun Pris, af Dronninger og Medhustruer Hyldest.\n6:10 Hvo er hun, der titter frem som Morgenr\u00f8den, fager som M\u00e5nen, sk\u00e6r som Solen, frygtelig som H\u00e6re under Banner?\n6:11 Jeg gik ned i N\u00f8ddehaven for at se, hvor det gr\u00f8nnes i Dale for at se, om Vintr\u00e6et sk\u00f8d, om Granattr\u00e6et nu stod i Blomst.\n6:12 F\u00f8r jeg vidste af det, satte min Sj\u00e6l mig p\u00e5 mit \u00e6dle Folks Vogne.\n6:13 Vend dig, vend dig, Sulamit, vend dig, vend dig, s\u00e5 vi kan se dig!\"Hvad vil I se p\u00e5 Sulamit, mens Sv\u00e6rddansen tr\u00e6des?\"\n7:1 Hvor sk\u00f8nne er dine Trin i Skoene, du \u00e6delb\u00e5rne! Dine Hofters Runding er som Halsb\u00e5nd, Kunstnerh\u00e5nds V\u00e6rk,\n7:2 dit Sk\u00f8d som det runde B\u00e6ger, ej savne det Vin, dit Liv som en Hvededynge, hegnet af Liljer;\n7:3 dit Bryst som to Hjortekalve, Gazelletvillinger,\n7:4 din Hals som Elfenbenst\u00e5rnet, dine \u00d8jne som Hesjbons damme ved Bat-Rabbims Port, din N\u00e6se som Libanons T\u00e5rn, der ser mod Damaskus,\n7:5 Hovedet p\u00e5 dig som Karmel, dit Hoveds Lokker som Purpur; en Konge er fanget i Garnet.\n7:6 Hvor er du fager og yndig, du elskede, yndefulde!\n7:7 Som Palmen, s\u00e5 er din V\u00e6kst, dit Bryst som Klaser.\n7:8 Jeg t\u00e6nker: Jeg vil op i Palmen, gribe fat i dens Stilke; dit Bryst skal v\u00e6re som Vinstokkens Klaser, din N\u00e6ses \u00c5nde som \u00c6bleduft,\n7:9 din Gane som \u00e6del Vin, der liflig flyder ind i min Mund, glider over mine L\u00e6ber og T\u00e6nder.\n7:10 Jeg er min Vens, og til mig st\u00e5r hans Attr\u00e5.\n7:11 Kom min Ven, vi vil ud p\u00e5 Landet, blive i Landsbyer Natten over;\n7:12 Ving\u00e5rde s\u00f8ger vi \u00e5rle, vi ser, om Vinstokken skyder, om Knopperne \u00e5bnes, Granattr\u00e6et blomstrer. Der giver jeg dig min K\u00e6rlighed.\n7:13 K\u00e6rligheds\u00e6blerne dufter, for vor D\u00f8r er al Slags Frugt, ny og gammel tillige; til dig, min Ven, har jeg gemt dem.\n8:1 Oh, var du min broder, som died min moders bryst! Jeg kyssed dig derude, n\u00e5r vi m\u00f8dtes, og blev ikke agtet ringe,\n8:2 tog dig ind i min Moders hus, i min moders kamre, gav dig krydret vin at drikke, Granat\u00e6blers Most.\n8:3 Hans venstre under mit hoved, hans h\u00f8jre tager mig i favn.\n8:4 Jeg besv\u00e6rger eder, Jerusalems D\u00f8tre: G\u00f8r ikke K\u00e6rligheden Uro, v\u00e6k den ikke f\u00f8r den \u00f8nsker det selv!\n8:5 Hvem er hun, der kommer fra \u00d8rkenen, st\u00f8ttet til sin ven? \"Under \u00c6bletr\u00e6et v\u00e6kked jeg dig; der nedkom din moder med dig, der nedkom hun, som dig f\u00f8dte.\"\n8:6 L\u00e6g mig som en seglring om dit hjerte, som et Armb\u00e5nd om din Arm! Thi K\u00e6rlighed er st\u00e6rk som d\u00f8den, Nidk\u00e6rhed h\u00e5rd som D\u00f8dsriget; i dens gl\u00f8der er Br\u00e6ndende Gl\u00f8d, dens lue er HERRENS Lue.\n8:7 Mange Vande kan ikke slukke den, Str\u00f8mme skylle den bort. Gav nogen alt Gods i sit Hus for K\u00e6rlighed, Hvem vilde agte ham ringe?\n8:8 Vi har en lille S\u00f8ster, som endnu ej har bryster; hvad g\u00f8r vi med med vor S\u00f8ster, den dag hun f\u00e5r en Bejler?\n8:9 Er hun en Mur, s\u00e5 bygger vi en krone af s\u00f8lv derp\u00e5, men er hun en D\u00f8r, s\u00e5 sp\u00e6rrer vi den med Cederplanke.\n8:10 Jeg er en Mur, Mine Bryster T\u00e5rne. Da blev jeg i hans \u00d8jne som en, der finder Fred.\n8:11 Salomo havde en Ving\u00e5rd i Ba'al-Hamon, til vogtere gav han den Ving\u00e5rd; hver kunne tjene tusind sekel S\u00f8lv p\u00e5 dens Frugt.\n8:12 Jeg har for mig selv min Ving\u00e5rd; de tusinde, Salomo, er dine, to hundrede deres, som vogter dens Frugt.\n8:13 Du, som bor i Haverne, Vennerne lytter, lad mig h\u00f8re din r\u00f8st!\n8:14 Fly, min Ven, og v\u00e6r som en Gazel, som den unge Hjort p\u00e5 Balsambjerge!","title":"Danish Bible: Song of Solomon","type":"page"}
