{"collection":"Bible & Christianity","html_url":"https://unchartedknowledge.5gfusion.net/browse/bib/wb/dan/tit.htm","path":"bib/wb/dan/tit.htm","source_url":"https://sacred-texts.com/bib/wb/dan/tit.htm","text":"1:1 Paulus, Guds Tjener og Jesu Kristi Apostel til at virke Tro hos Guds udvalgte og Erkendelse at Sandheden ang\u00e5ende Gudsfrygt,\n1:2 i H\u00e5b om evigt Liv, hvilket Gud, som ikke lyver, har forj\u00e6ttet fra evige Tider,\n1:3 men i sin Tid har han \u00e5benbaret sit Ord ved den Pr\u00e6diken, som er bleven mig betroet efter Guds, vor Frelsers Befaling:\n1:4 til Titus, mit \u00e6gte Barn i f\u00e6lles Tro: N\u00e5de og Fred fra Gud Fader og Kristus Jesus vor Frelser!\n1:5 Derfor efterlod jeg dig p\u00e5 Kreta, for at du skulde bringe i Orden, hvad der stod tilbage, og inds\u00e6tte \u00c6ldste i hver By, som jeg p\u00e5lagde dig,\n1:6 s\u00e5fremt en er ustraffelig, een Kvindes Mand og har troende B\u00f8rn, der ikke ere beskyldte for Ryggesl\u00f8shed eller ere genstridige.\n1:7 Thi en Tilsynsmand b\u00f8r v\u00e6re ustraffelig som en Guds Husholder, ikke selvbehagelig, ikke vredagtig, ikke hengiven til Vin, ikke til Slagsm\u00e5l, ikke til slet Vinding,\n1:8 men g\u00e6stfri, elskende det gode, sindig, retf\u00e6rdig, from, afholdende;\n1:9 en Mand, som holder fast ved det trov\u00e6rdige Ord efter L\u00e6ren, for at han kan v\u00e6re dygtig til b\u00e5de at formane ved den sunde L\u00e6re og at gendrive dem, som sige imod.\n1:10 Thi mange ere genstridige, f\u00f8re intetsigende Snak og d\u00e5re Sindet, is\u00e6r de af Omsk\u00e6relsen;\n1:11 dem b\u00f8r man stoppe Munden p\u00e5; thi de forvende hele Huse ved at f\u00f8re utilb\u00f8rlig L\u00e6re for slet Vindings Skyld.\n1:12 En af dem, en af deres egne Profeter, har sagt: \"Kretere ere altid L\u00f8gnere, onde Dyr, lade Buge.\"\n1:13 Dette Vidnesbyrd er sandt. Derfor skal du s\u00e6tte dem strengelig i Rette, for at de m\u00e5 blive sunde i Troen\n1:14 og ikke agte p\u00e5 j\u00f8diske Fabler og Bud af Mennesker, som vende sig bort fra Sandheden.\n1:15 Alt er rent for de rene; men for de besmittede og vantro er intet rent, men b\u00e5de deres Sind og Samvittighed er besmittet.\n1:16 De sige, at de kende Gud, men med deres Gerninger forn\u00e6gte de ham, vederstyggelige, som de ere, og ulydige og uduelige til al god Gerning.\n2:1 Du derimod, tal, hvad der s\u00f8mmer sig for den sunde L\u00e6re:\n2:2 at gamle M\u00e6nd skulle v\u00e6re \u00e6druelige, \u00e6rbare, sindige, sunde i Troen, i K\u00e6rligheden, i Udholdenheden;\n2:3 at gamle Kvinder ligeledes skulle skikke sig, som det s\u00f8mmer sig hellige, ikke bagtale, ikke v\u00e6re forfaldne til megen Vin, men v\u00e6re L\u00e6rere i, hvad godt er,\n2:4 for at de m\u00e5 f\u00e5 de unge Kvinder til at besinde sig p\u00e5 at elske deres M\u00e6nd og at elske deres B\u00f8rn,\n2:5 at v\u00e6re sindige, kyske, huslige, gode, deres egne M\u00e6nd undergivne, for at Guds Ord ikke skal bespottes.\n2:6 Forman ligeledes de unge M\u00e6nd til at v\u00e6re sindige,\n2:7 idet du i alle M\u00e5der viser dig selv som et Forbillede p\u00e5 gode Gerninger og i L\u00e6ren viser Uford\u00e6rvethed, \u00c6rbarhed,\n2:8 sund, ulastelig Tale, for at Modstanderen m\u00e5 blive til Skamme, n\u00e5r han intet ondt har at sige om os.\n2:9 Forman Tr\u00e6lle til at underordne sig under deres egne Herrer, at v\u00e6re dem til Behag i alle Ting, ikke sige imod,\n2:10 ikke besvige, men vise al god Troskab, for at de i alle M\u00e5der kunne v\u00e6re en Pryd for Guds, vor Frelsers L\u00e6re.\n2:11 Thi Guds N\u00e5de er bleven \u00e5benbaret til Frelse for alle Mennesker\n2:12 og opdrager os til at forsage Ugudeligheden og de verdslige Beg\u00e6ringer og leve sindigt og retf\u00e6rdigt og gudfrygtigt i den n\u00e6rv\u00e6rende Verden;\n2:13 forventende det salige H\u00e5b og den store Guds og vor Frelsers Jesu Kristi Herligheds \u00c5benbarelse,\n2:14 han, som gav sig selv for os, for at han m\u00e5tte forl\u00f8se os fra al Lovl\u00f8shed og rense sig selv et Ejendomsfolk, nidk\u00e6rt til gode Gerninger.\n2:15 Tal dette, og forman og irettes\u00e6t med al Myndighed; lad ingen ringeagte dig!\n3:1 P\u00e5mind dem om at underordne sig \u00d8vrigheder og Myndigheder, at adlyde, at v\u00e6re redebonne til al god Gerning.\n3:2 ikke at forh\u00e5ne nogen, ikke v\u00e6re stridslystne, men milde, og udvise al Sagtmodighed imod alle Mennesker.\n3:3 Thi ogs\u00e5 vi vare fordum uforstandige, ulydige, vildfarende, Slaver af Beg\u00e6ringer og, mange H\u00e5nde Lyster, vi levede i Ondskab og Avind, vare forhadte og hadede hverandre.\n3:4 Men da Guds, vor Frelsers Godhed og Menneskek\u00e6rlighed \u00e5benbaredes,\n3:5 frelste han os, ikke for de Retf\u00e6rdigheds Gerningers Skyld, som vi havde gjort, men efter sin Barmhjertighed, ved Igenf\u00f8delsens Bad og Fornyelsen i den Hellig\u00e5nd,\n3:6 som han rigeligt ud\u00f8ste over os ved Jesus Kristus, vor Frelser,\n3:7 for at vi, retf\u00e6rdiggjorte ved hans N\u00e5de, skulde i H\u00e5b vorde Arvinger til evigt Liv.\n3:8 Den Tale er trov\u00e6rdig, og derom vil jeg, at du skal forsikre dem, for at de, som ere komne til Tro p\u00e5 Gud, skulle l\u00e6gge Vind p\u00e5 at \u00f8ve gode Gerninger. Dette er Menneskene godt og nyttigt.\n3:9 Men hold dig fra t\u00e5belige Stridigheder og Sl\u00e6gtregistre og Kiv og Kampe om Loven; thi de ere unyttige og frugtesl\u00f8se.\n3:10 Et k\u00e6ttersk Menneske skal du afvise efter een og to Ganges P\u00e5mindelse,\n3:11 da du ved, at en s\u00e5dan er forvendt og synder, domf\u00e6ldt af sig selv.\n3:12 N\u00e5r jeg sender Artemas til dig eller Tykikus, da g\u00f8r dig Flid for at komme til mig i Nikopolis;thi der har jeg besluttet at overvintre.\n3:13 Zenas den lovkyndige og Apollos skal du omhyggeligt hj\u00e6lpe p\u00e5 Vej, for at intet skal fattes dem.\n3:14 Men lad ogs\u00e5 vore l\u00e6re at \u00f8ve gode Gerninger, hvor der er Trang dertil, for at de ikke skulle v\u00e6re uden Frugt.\n3:15 Alle, som ere hos mig, hilse dig. Hils dem, som elske os i Troen. N\u00e5den v\u00e6re med eder alle!","title":"Danish Bible: Titus","type":"page"}
