1:1 Ordsprog af Salomo, Davids Søn, Israels Konge.
1:2 Af dem skal man lære Visdom forstandig Tale,
1:3 tage mod Tugt, som gør klog, mod Retfærdighed, Ret og Retsind;
1:4 de skal give tankeløse Klogskab, ungdommen Kundskab og Kløgt;
1:5 den vise høre og øge sin Viden, den forstandige vinde sig Levekunst;
1:6 de skal lære at tyde Ordsprog og Billeder, de vises Ord og Gåder.
1:7 HERRENs Frygt er Kundskabs begyndelse, Dårer ringeagter Visdom og Tugt.
1:8 Hør, min Søn, på din Faders Tugt, opgiv ikke din Moders Belæring.
1:9 thi begge er en yndig Krans til dit Hoved og Kæder til din Hals.
1:10 Min Søn, sig nej, når Syndere lokker!
1:11 Siger de: "Kom med, lad os lure på den fromme, lægge Baghold for sagesløs, skyldfri Mand!
1:12 Som Dødsriget sluger vi dem levende, med Hud og Hår, som for de i Graven.
1:13 Vi vinder os Gods og Guld, vi fylder vore Huse med Rov.
1:14 Gør fælles Sag med os; vi har alle fælles Pung!"
1:15 - min Søn, gå da ikke med dem, hold din Fod fra deres Sti;
1:16 thi deres Fødder løber efter ondt, de haster for at udgyde Blod.
1:17 Thi det er unyttigt at udspænde Garnet for alle Fugles Øjne;
1:18 de lurer på eget Blod, lægger Baghold for eget Liv.
1:19 Så går det enhver, der attrår Rov, det tager sin Herres Liv.
1:20 Visdommen råber på Gaden, på Torvene løfter den Røsten;
1:21 oppe på Murene kalder den, tager til Orde i Byen ved Portindgangene:
1:22 Hvor længe vil I tankeløse elske Tankeløshed, Spotterne finde deres Glæde i Spot og Dårerne hade kundskab?
1:23 Vend eder til min Revselse! Se, jeg lader min Ånd udvælde for eder, jeg kundgør eder mine Ord:
1:24 Fordi jeg råbte og I stod imod, jeg vinked og ingen ænsed det,
1:25 men I lod hånt om alt mit Råd og tog ikke min Revselse til jer,
1:26 derfor ler jeg ved eders Ulykke, spotter, når det, I frygter, kommer,
1:27 når det, I frygter, kommer som Uvejr, når eders Ulykke kommer som Storm, når Trængsel og Nød kommer over jer.
1:28 Da svarer jeg ej, når de kalder, de søger mig uden at finde,
1:29 fordi de hadede Kundskab og ikke valgte HERRENs Frygt;
1:30 mit Råd tog de ikke til sig, men lod hånt om al min Revselse.
1:31 Frugt af deres Færd skal de nyde og mættes med egne Råd;
1:32 thi tankeløses Egensind bliver deres Død, Tåbers Sorgløshed bliver deres Undergang;
1:33 men den, der adlyder mig, bor trygt, sikret mod Ulykkens Rædsel.
2:1 Min Søn, når du tager imod mine ord og gemmer mine Pålæg hos dig,
2:2 idet du låner Visdom Øre og bøjer dit Hjerte til Indsigt,
2:3 ja, kalder du på Forstanden og løfter din Røst efter Indsigt,
2:4 søger du den som Sølv og leder den op som Skatte,
2:5 da nemmer du HERRENs Frygt og vinder dig Kundskab om Gud.
2:6 Thi HERREN, han giver Visdom, fra hans Mund kommer Kundskab og Indsigt.
2:7 Til retsindige gemmer han Lykke, han er Skjold for alle med lydefri Vandel,
2:8 idet han værner Rettens Stier og vogter sine frommes Vej.
2:9 Da nemmer du Retfærd, Ret og Retsind, hvert et Spor, som er godt.
2:10 Thi Visdom kommer i dit Hjerte, og Kundskab er liflig for din Sjæl;
2:11 Kløgt skal våge over dig, Indsigt være din Vogter -
2:12 idet den frier dig fra den ondes Vej, fra Folk, hvis Ord kun er vrange, -
2:13 som går fra de lige Stier for at vandre på Mørkets Veje.
2:14 som glæder sig ved at gøre ondt og jubler over vrangt og ondt,
2:15 de, som går krogede Stier og følger bugtede Spor -
2:16 idet den frier dig fra Andenmands Hustru, fra fremmed Kvinde med sleske Ord,
2:17 der sviger sin Ungdoms Ven og glemmer sin Guds Pagt;
2:18 thi en Grav til Døden er hendes Hus, til Skyggerne fører hendes Spor;
2:19 tilbage vender ingen, som går ind til hende, de når ej Livets Stier
2:20 at du må vandre de godes Vej og holde dig til de retfærdiges Stier;
2:21 thi retsindige skal bo i Landet, lydefri levnes deri,
2:22 men gudløse ryddes af Landet, troløse rykkes derfra.
3:1 Min Søn, glem ikke, hvad jeg har lært dig, dit hjerte tage vare på mine bud!
3:2 Thi en Række af Dage og Leveår og Lykke bringer de dig.
3:3 Godhed og Troskab vige ej fra dig, bind dem som Bånd om din Hals, skriv dem på dit Hjertes Tavle!
3:4 Så finder du Nåde og Yndest i Guds og Menneskers Øjne.
3:5 Stol på HERREN af hele dit Hjerfe, men forlad dig ikke på din Forstand;
3:6 hav ham i Tanke på alle dine Veje, så jævner han dine Stier.
3:7 Hold ikke dig selv for viis, frygt HERREN og vig fra det onde;
3:8 så får du Helse for Legemet, Lindring for dine Ledemod.
3:9 Ær med din Velstand HERREN med Førstegrøden af al din Avl;
3:10 da fyldes dine Lader med Korn, dine Perser svømmer over af Most.
3:11 Min Søn, lad ej hånt om HERRENs Tugt, vær ikke ked af hans Revselse;
3:12 HERREN revser den, han elsker, han straffer den Søn, han har kær.
3:13 Lykkelig den, der har opnået Visdom, den, der vinder sig Indsigt;
3:14 thi den er bedre at købe end Sølv, bedre at vinde end Guld;
3:15 den er mere værd end Perler, ingen Klenodier opvejer den;
3:16 en Række af Dage er i dens højre, i dens venstre Rigdom og Ære;
3:17 dens Veje er liflige Veje, og alle dens Stier er Lykke;
3:18 den er et Livets Træ for dem, der griber den, lykkelig den, som holder den fast!
3:19 HERREN grundlagde Jorden med Visdom, grundfæsted Himlen med Indsigt;
3:20 ved hans Kundskab brød Strømmene frem, lader Skyerne Dug dryppe ned.
3:21 Min Søn, tag Vare på Snilde og Kløgt, de slippe dig ikke af Syne;
3:22 så bliver de Liv for din Sjæl og et yndigt Smykke til din Hals.
3:23 Da vandrer du trygt din Vej, støder ikke imod med din Fod; -
3:24 sætter du dig, skal du ikke skræmmes, lægger du dig, skal din Søvn vorde sød;
3:25 du skal ikke frygte uventet Rædsel, Uvejret, når det kommer over gudløse;
3:26 thi HERREN skal være din Tillid, han vogter din Fod, så den ikke hildes.
3:27 Nægt ikke den trængende Hjælp, når det står i din Magt at hjælpe;
3:28 sig ej til din Næste: "Gå og kom igen, jeg vil give i Morgen!" - såfremt du har det.
3:29 Tænk ikke på ondt mod din Næste, når han tillidsfuldt bor i din Nærhed.
3:30 Yp ikke Trætte med sagesløs Mand, når han ikke har voldet dig Men.
3:31 Misund ikke en Voldsmand, græm dig aldrig over hans Veje;
3:32 thi den falske er HERREN en Gru; mod retsindig er han fortrolig;
3:33 i den gudløses Hus er HERRENs Forbandelse, men retfærdiges Bolig velsigner han.
3:34 Over for Spottere bruger han Spot, men ydmyge giver han Nåde.
3:35 De vise får Ære til Arv, men Tåber høster kun Skam.
4:1 Hør, I sønner, på en Faders lyt til for at vinde Forstand;
4:2 thi gavnlig Viden giver jeg jer, slip ej hvad jeg har lært jer.
4:3 Da jeg var min Faders Dreng, min Moders Kælebarn og eneste,
4:4 lærte han mig og sagde: Lad dit Hjerte gribe om mine Ord, vogt mine Bud, så skal du leve;
4:5 køb Visdom, køb Forstand, du glemme det ikke, vend dig ej bort fra min Munds Ord;
4:6 slip den ikke, så vil den vogte dig, elsk den, så vil den værne dig!
4:7 Køb Visdom for det bedste, du ejer, køb Forstand for alt, hvad du har;
4:8 hold den højt, så bringer den dig højt til Vejrs, den bringer dig Ære, når du favner den;
4:9 den sætter en yndig Krans på dit Hoved; den rækker dig en dejlig Krone.
4:10 Hør, min Søn, tag imod mine Ord, så bliver dine Leveår mange.
4:11 Jeg viser dig Visdommens Vej, leder dig ad Rettens Spor;
4:12 når du går, skal din Gang ej hæmmes, og løber du, snubler du ikke;
4:13 hold fast ved Tugt, lad den ikke fare, tag Vare på den, thi den er dit Liv.
4:14 Kom ikke på gudløses Sti, skrid ej frem ad de ondes Vej.
4:15 sky den og følg den ikke, vig fra den, gå udenom;
4:16 thi de sover ikke, når de ikke har syndet, og Søvnen flyr dem, når de ej har bragt Fald.
4:17 Thi de æder Gudløsheds Brød og drikker Urettens Vin.
4:18 men retfærdiges Sti er som strålende Lys, der vokser i Glans til højlys Dag:
4:19 Gudløses Vej er som Mørket, de skønner ej, hvad de snubler over,
4:20 Mærk dig, min Søn, mine Ord, bøj Øret til, hvad jeg siger;
4:21 det slippe dig ikke af Syne, du vogte det dybt i dit Hjerte;
4:22 thi det er Liv for dem, der finder det, Helse for alt deres Kød.
4:23 Vogt dit Hjerte mer end alt andet, thi derfra udspringer Livet.
4:24 Hold dig fra Svig med din Mund, lad Læbernes Falskhed være dig fjern.
4:25 Lad dine Øjne se lige ud, dit Blik skue lige frem;
4:26 gå ad det lige Spor, lad alle dine Veje sigte mod Målet;
4:27 bøj hverken til højre eller venstre, lad Foden vige fra ondt!
5:1 Mærk dig, min Søn, min Visdom, bøj til min Indsigt dit Øre,
5:2 at Kløgt må våge øver dig, Læbernes kundskab vare på dig.
5:3 Thi af Honning drypper den fremmedes Læber, glattere end Olie er hendes Gane;
5:4 men til sidst er hun besk som Malurt, hvas som tveægget Sværd;
5:5 hendes Fødder styrer nedad mod Døden, til Dødsriget stunder hendes Fjed;
5:6 hun følger ej Livets Vej, hendes Spor er bugtet, hun ved det ikke.
5:7 Hør mig da nu, min Søn, vig ikke fra min Munds Ord!
5:8 Lad din Vej være langt fra hende, kom ej hendes Husdør nær,
5:9 at du ikke må give andre din Ære, en grusom Mand dine År.
5:10 at ikke dit Gods skal mætte fremmede, din Vinding ende i Andenmands Hus,
5:11 så du gribes af Anger til sidst, når dit Kød og Huld svinder hen,
5:12 og du siger: "Ak, at jeg hadede Tugt, at mit Hjerte lod hånt om Revselse,
5:13 så jeg ikke lød mine Læreres Røst, ej bøjed mit Øre til dem, som lærte mig!
5:14 Nær var jeg kommet i alskens Ulykke midt i Forsamling og Menighed!"
5:15 Drik Vand af din egen Cisterne og rindende Vand af din Brønd;
5:16 lad ej dine Kilder flyde på Gaden, ej dine Bække på Torvene!
5:17 Dig skal de tilhøre, dig alene, ingen fremmed ved Siden af dig!
5:18 Velsignet være dit Væld, og glæd dig ved din Ungdoms Hustru,
5:19 den elskelige Hind, den yndige Gazel; hendes Elskov fryde dig stedse, berus dig altid i hendes Kærlighed!
5:20 Hvi beruser du dig, min Søn, i en fremmed og tager en andens Hustru i Favn?
5:21 Thi for HERRENs Øjne er Menneskets Veje, grant følger han alle dets Spor;
5:22 den gudløse fanges af egen Brøde og holdes fast i Syndens Reb;
5:23 han dør af Mangel på Tugt, går til ved sin store Dårskab.
6:1 Min Søn: har du borget for din næste og givet en anden Håndslag,
6:2 er du fanget ved dine Læber og bundet ved Mundens Ord,
6:3 gør så dette, min Søn, og red dig, nu du er kommet i Næstens Hånd: Gå hen uden Tøven, træng ind på din Næste;
6:4 und ikke dine Øjne Søvn, ej heller dine Øjenlåg Hvile,
6:5 red dig som en Gazel af Snaren, som en Fugl af Fuglefængerens Hånd.
6:6 Gå hen til Myren, du lade, se dens Færd og bliv viis.
6:7 Skønt uden Fyrste, Foged og Styrer,
6:8 sørger den dog om Somren for Æde og sanker sin Føde i Høst.
6:9 Hvor længe vil du ligge, du lade, når står du op af din Søvn?
6:10 Lidt Søvn endnu, lidt Blund, lidt Hvile med samlagte Hænder:
6:11 som en Stimand kommer da Fattigdom over dig, Trang som en skjoldvæbnet Mand.
6:12 En Nidding, en ussel Mand er den, som vandrer med Falskhed i Munden,
6:13 som blinker med Øjet, skraber med Foden og giver Tegn med Fingrene,
6:14 som smeder Rænker i Hjertet og altid kun ypper Kiv;
6:15 derfor kommer hans Undergang brat, han knuses på Stedet, kan ikke læges.
6:16 Seks Ting hader HERREN, syv er hans Sjæl en Gru:
6:17 Stolte Øjne, Løgnetunge, Hænder, der udgyder uskyldigt Blod,
6:18 et Hjerte, der udtænker onde Råd, Fødder, der haster og iler til ondt,
6:19 falsk Vidne, der farer med Løgn, og den, som sætter Splid mellem Brødre.
6:20 Min Søn, tag Vare på din Faders Bud, opgiv ikke din Moders Belæring,
6:21 bind dem altid på dit Hjerte, knyt dem fast om din Hals;
6:22 på din Vandring lede den dig, på dit Leje vogte den dig, den tale dig til, når du vågner;
6:23 thi Budet er en Lygte, Læren Lys, og Tugtens Revselse Livets Vej
6:24 for at vogte dig for Andenmands Hustru, for fremmed Kvindes sleske Tunge!
6:25 Attrå ej i dit Hjerte hendes Skønhed, hendes Blik besnære dig ej!
6:26 Thi en Skøge får man blot for et Brød, men Andenmands Hustru fanger dyrebar Sjæl.
6:27 Kan nogen bære Ild i sin Brystfold, uden at Klæderne brænder?
6:28 Kan man vandre på glødende Kul, uden at Fødderne svides?
6:29 Så er det at gå ind til sin Næstes Hustru; ingen, der rører hende, slipper for Straf.
6:30 Ringeagter man ikke Tyven, når han stjæler fot at stille sin Sult?
6:31 Om han gribes, må han syvfold bøde og afgive alt sit Huses Gods.
6:32 Afsindig er den, der boler med hende, kun en Selvmorder handler så;
6:33 han opnår Hug og Skændsel, og aldrig udslettes hans Skam.
6:34 Thi Skinsyge vækker Mandens Vrede, han skåner ikke på Hævnens Dag;
6:35 ingen Bøde tager han god; store Tilbud rører ham ikke.
7:1 Min Søn, vogt dig mine Ord,mine bud må du gemme hos dig;
7:2 vogt mine bud, så skal du leve, som din Øjesten vogte du, hvad jeg har lært dig;
7:3 bind dem om dine Fingre, skriv dem på dit Hjertes Tavle,
7:4 sig til Visdommen: "Du er min Søster!" og kald Forstanden Veninde,
7:5 at den må vogte dig for Andenmands Hustru, en fremmed Kvinde med sleske Ord.
7:6 Thi fra mit Vindue skued jeg ud, jeg kigged igennem mit Gitter;
7:7 og blandt de tankeløse så jeg en Yngling, en uden Vid blev jeg var blandt de unge;
7:8 han gik på Gaden tæt ved et Hjørne, skred frem på Vej til hendes Hus
7:9 i Skumringen henimod Aften, da Nat og Mørke brød frem.
7:10 Og se, da møder Kvinden ham i Skøgedragt, underfundig i Hjertet;
7:11 løssluppen, ustyrlig er hun, hjemme fandt hendes Fødder ej Ro;
7:12 snart på Gader, snart på Torve, ved hvert et Hjørne lurer hun; -
7:13 hun griber i ham og kysser ham og siger med frække Miner;
7:14 "Jeg er et Takoffer skyldig og indfrier mit Løfte i Dag,
7:15 gik derfor ud for at møde dig, søge dig, og nu har jeg fundet dig!
7:16 Jeg har redt mit Leje med Tæpper, med broget ægyptisk Lærred
7:17 jeg har stænket min Seng med Myrra, med Aloe og med Kanelbark;
7:18 kom, lad os svælge til Daggry i Vellyst, beruse os i Elskovs Lyst!
7:19 Thi Manden er ikke hjemme, - på Langfærd er han draget;
7:20 Pengepungen tog han med, ved Fuldmåne kommer han hjem!"
7:21 Hun lokked ham med mange fagre Ord, forførte ham med sleske Læber;
7:22 tankeløst følger han hende som en Tyr, der føres til Slagtning, som en Hjort, der løber i Nettet,
7:23 til en Pil gennemborer dens Lever, som en Fugl, der falder i Snaren, uden at vide, det gælder dens Liv.
7:24 Hør mig da nu, min Søn, og lyt til min Munds Ord!
7:25 Ej bøje du Hjertet til hendes Veje, far ikke vild på hendes Stier;
7:26 thi mange ligger slagne, hvem hun har fældet, og stor er Hoben, som hun slog ihjel.
7:27 Hendes Hus er Dødsrigets Veje, som fører til Dødens Kamre.
8:1 Mon ikke Visdommen kalder, løfter Indsigten ikke sin røst?
8:2 Oppe på Høje ved Vejen, ved Korsveje træder den frem;
8:3 ved Porte, ved Byens Udgang, ved Dørenes Indgang råber den:
8:4 Jeg kalder på eder, I Mænd, løfter min Røst til Menneskens Børn.
8:5 I tankeløse, vind jer dog Klogskab, I Tåber, så få dog Forstand!
8:6 Hør, thi jeg fører ædel Tale, åbner mine Læber med retvise Ord;
8:7 ja, Sandhed taler min Gane, gudløse Læber er mig en Gru.
8:8 Rette er alle Ord af min Mund, intet er falskt eller vrangt;
8:9 de er alle ligetil for den kloge, retvise for dem der vandt Indsigt
8:10 Tag ved Lære, tag ikke mod Sølv, tag mod Kundskab fremfor udsøgt Guld;
8:11 thi Visdom er bedre end Perler, ingen Skatte opvejer den
8:12 Jeg, Visdom, er Klogskabs Nabo og råder over Kundskab og Kløgt.
8:13 HERRENs Frygt er Had til det onde. Jeg hader Hovmod og Stolthed, den onde Vej og den falske Mund.
8:14 Jeg ejer Råd og Visdom, jeg har Forstand, jeg har Styrke.
8:15 Ved mig kan Konger styre og Styresmænd give retfærdige Love;
8:16 ved mig kan Fyrster råde og Stormænd dømme Jorden.
8:17 Jeg elsker dem, der elsker mig, og de, der søger mig, finder mig.
8:18 Hos mig er der Rigdom og Ære, ældgammelt Gods og Retfærd.
8:19 Min Frugt er bedre end Guld og Malme, min Afgrøde bedre end kosteligt Sølv.
8:20 Jeg vandrer på Retfærds Vej. midt hen ad Rettens Stier
8:21 for at tildele dem, der elsker mig, Gods og fylde deres Forrådshuse.
8:22 Mig skabte HERREN først blandt sine Værker, i Urtid, førend han skabte andet;
8:23 jeg blev frembragt i Evigheden, i Begyndelsen, i Jordens tidligste Tider;
8:24 jeg fødtes, før Verdensdybet var til, før Kilderne, Vandenes Væld, var til;
8:25 førend Bjergene sænkedes, før Højene fødtes jeg,
8:26 førend han skabte Jord og Marker, det første af Jordsmonnets Støv.
8:27 Da han grundfæsted Himlen, var jeg hos ham, da han satte Hvælv over Verdensdybet.
8:28 Da han fæstede Skyerne oventil og gav Verdensdybets Kilder deres faste Sted,
8:29 da han satte Havet en Grænse, at Vandene ej skulde bryde hans Lov, da han lagde Jordens Grundvold,
8:30 da var jeg Fosterbarn hos ham, hans Glæde Dag efter Dag; for hans Åsyn leged jeg altid,
8:31 leged på hans vide Jord og havde min Glæde af Menneskens Børn.
8:32 Og nu, I Sønner, hør mig! Vel den, der vogter på mine Veje!
8:33 Hør på Tugt og bliv vise, lad ikke hånt derom!
8:34 Lykkelig den, der hører på mig, så han daglig våger ved mine Døre og vogter på mine Dørstolper.
8:35 Thi den, der ftnder mig; finder Liv og opnår Yndest hos HERREN;
8:36 men den, som mister mig, skader sig selv; enhver, som hader mig, elsker Døden.
9:1 Visdommen bygged sig Hus, rejste sig støtter syv,
9:2 slagted sit Kvæg og blanded sin Vin, hun har også dækket sit Bord;
9:3 hun har sendt sine Terner ud, byder ind på Byens højeste Steder:
9:4 Hvo som er tankeløs, han komme hid, jeg taler til dem, som er uden Vid:
9:5 Kom og smag mit Brød og drik den Vin, jeg har blandet!
9:6 Lad Tankeløshed fare, så skal I leve, skrid frem ad Forstandens Vej!
9:7 Tugter man en Spotter, henter man sig Hån; revser man en gudløs, høster man Skam;
9:8 revs ikke en Spotter, at han ikke skal hade dig, revs den vise, så elsker han dig;
9:9 giv til den vise, så bliver han visere, lær den retfærdige, så øges hans Viden.
9:10 HERRENs Frygt er Visdoms Grundlag, at kende den HELLIGE, det er Forstand.
9:11 Thi mange bliver ved mig dine Dage, dine Livsårs Tal skal øges.
9:12 Er du viis, er det til Gavn for dig selv; spotter du, bærer du ene Følgen!
9:13 Dårskaben, hun slår sig løs og lokker og kender ikke til Skam;
9:14 hun sidder ved sit Huses indgang, troner på Byens Høje
9:15 og byder dem ind, der kommer forbi, vandrende ad deres slagne Vej:
9:16 Hvo som er tankeløs, han komme hid, jeg taler til dem, som er uden Vid:
9:17 Stjålen Drik er sød, lønligt Brød er lækkert!
9:18 Han ved ej, at Skyggerne dvæler der, hendes Gæster er i Dødsrigets Dyb.
10:1 Salomos ordsprog. Viis søn glæder sin fader, tåbelig søn er sin moders sorg.
10:2 Gudløsheds skatte gavner intet, men retfærd redder fra død.
10:3 HERREN lader ej en retfærdig sulte, men gudløses attrå støder han fra sig.
10:4 Doven hånd skaber fattigdom, flittiges hånd gør rig.
10:5 En klog søn samler om sommeren, en dårlig sover om høsten.
10:6 Velsignelse er for retfærdiges hoved, på uret gemmer gudløses mund.
10:7 Den retfærdiges minde velsignes, gudløses navn smuldrer hen.
10:8 Den vise tager mod påbud, den brovtende dåre styrtes.
10:9 Hvo lydefrit vandrer, vandrer trygt; men hvo der går krogveje, ham går det ilde.
10:10 Blinker man med øjet, volder man ondt, den brovtende dåre styrtes.
10:11 Den retfærdiges mund er en livsens kilde, på uret gemmer gudløses mund.
10:12 Had vækker Splid, Kærlighed skjuler alle Synder.
10:13 På den kloges Læber fnder man Visdom, Stok er til Ryg på Mand uden Vid.
10:14 De vise gemmer den indsigt, de har, Dårens Mund er truende Våde.
10:15 Den riges Gods er hans faste Stad, Armod de ringes Våde.
10:16 Den retfærdiges Vinding tjener til Liv, den gudløses Indtægt til Synd.
10:17 At vogte på Tugt er Vej til Livet, vild farer den, som viser Revselse fra sig.
10:18 Retfærdige Læber tier om Had, en Tåbe er den, der udspreder Rygter.
10:19 Ved megen Tale undgås ej Brøde, klog er den, der vogter sin Mund.
10:20 Den retfærdiges Tunge er udsøgt Sølv, gudløses Hjerte er intet værd.
10:21 Den retfærdiges Læber nærer mange, Dårerne dør af Mangel på Vid.
10:22 HERRENs Velsignelse, den gør rig, Slid og Slæb lægger intet til.
10:23 For Tåben er Skændselsgerning en Leg, Visdom er Leg for Mand med Indsigt.
10:24 Hvad en gudløs frygter, kommer over hans Hoved, hvad retfærdige ønsker, bliver dem givet.
10:25 Når Storm farer frem, er den gudløse borte, den retfærdige står på evig Grund.
10:26 Som Eddike for Tænder og Røg for Øjne så er den lade for dem, der sender ham.
10:27 HERRENs Frygt lægger dage til, gudløses År kortes af.
10:28 Retfærdige har Glæde i Vente, gudløses Håb vil briste.
10:29 For lydefri Vandel er HERREN et Værn, men en Rædsel for Udådsmænd.
10:30 Den retfærdige rokkes aldrig, ikke skal gudløse bo i Landet.
10:31 Den retfærdiges Mund bærer Visdoms Frugt, den falske Tunge udryddes.
10:32 Den retfærdiges Læber søger yndest, gudløses Mund bærer Falskheds Frugt.
11:1 Falske Vægtskåle er HERREN en gru, fuldvvægtigt Lod er efter hans Sind.
11:2 Kommer Hovmod, kommer og Skændsel, men med ydmyge følger der Visdom.
11:3 Retsindiges Uskyld leder dem trygt, troløses falskhed lægger dem øde.
11:4 Ej hjælper Rigdom på Vredens Dag, men Retfærd redder fra Døden.
11:5 Den lydefris Retfærd jævner hans Vej, for sin Gudløshed falder den gudløse.
11:6 Retsindiges Retfærd bringer dem Frelse, troløse fanges i egen Attrå.
11:7 Ved Døden brister den gudløses Håb, Dårers Forventning brister.
11:8 Den retfærdige fries af Trængsel, den gudløse kommer i hans Sted.
11:9 Med sin Mund lægger vanhellig Næsten øde, retfærdige fries ved Kundskab.
11:10 Ved retfærdiges Lykke jubler en By, der er Fryd ved gudløses Undergang.
11:11 Ved retsindiges Velsignelse rejser en By sig, den styrtes i Grus ved gudløses Mund.
11:12 Mand uden Vid ser ned på sin Næste, hvo, som har Indsigt, tier.
11:13 Bagtaleren røber, hvad ham er betroet, den pålidelige skjuler Sagen.
11:14 Uden Styre står et Folk for Fald, vel står det til, hvor mange giver Råd.
11:15 Den går det ilde, som borger for andre, tryg er den, der hader Håndslag.
11:16 Yndefuld Kvinde vinder Manden Ære; hader hun Retsind, volder hun Skændsel. De lade må savne Gods, flittige vinder sig Rigdom.
11:17 Kærlig Mand gør vel mod sin Sjæl, den grumme er hård ved sit eget Kød.
11:18 Den gudløse skaber kun skuffende Vinding, hvo Retfærd sår, får virkelig Løn.
11:19 At hige efter Retfærd er Liv, at jage efter ondt er Død.
11:20 De svigefulde er HERREN en Gru, hans Velbehag ejer, hvo lydefrit vandrer.
11:21 Visselig undgår den onde ej Straf, de retfærdiges Æt går fri.
11:22 Som Guldring i Svinetryne er fager Kvinde, der ikke kan skønne.
11:23 Retfærdiges Ønske bliver kun til Lykke, gudløse har kun Vrede i Vente.
11:24 En strør om sig og gør dog Fremgang, en anden nægter sig alt og mangler.
11:25 Gavmild Sjæl bliver mæt; hvo andre kvæger, kvæges og selv.
11:26 Hvo Kornet gemmer, ham bander Folket, Velsignelse kommer over den, som sælger.
11:27 Hvo der jager efter godt, han søger efter Yndest, hvo der higer efter ondt, ham kommer det over.
11:28 Hvo der stoler på sin Rigdom, falder, retfærdige grønnes som Løv.
11:29 Den, der øder sit Hus, høster Vind, Dåre bliver Vismands Træl.
11:30 Retfærds Frugt er et Livets Træ, Vismand indfanger Sjæle.
11:31 En retfærdig reddes med Nød og næppe, endsige en gudløs, en, der synder.
12:1 At elske Tugt er at elske Kundskab, at hade Revselse er dumt.
12:2 Den gode vinder Yndest hos HERREN, den rænkefulde dømmer han skyldig.
12:3 Ingen står fast ved Gudløshed, men retfærdiges Rod skal aldrig rokkes.
12:4 En duelig Kvinde er sin Ægtemands Krone, en dårlig er som Edder i hans Ben.
12:5 Retfærdiges Tanker er Ret, gudløses Opspind er Svig.
12:6 Gudløses Ord er på Lur efter Blod, retsindiges Mund skal bringe dem Frelse.
12:7 Gudløse styrtes og er ikke mer. retfærdiges Hus står fast.
12:8 For sin Klogskab prises en Mand, til Spot bliver den, hvis Vid er vrangt.
12:9 Hellere overses, når man holder Træl, end optræde stort, når man mangler Brød.
12:10 Den retfærdige føler med sit Kvæg, gudløses Hjerte er grumt.
12:11 Den mættes med Brød, som dyrker sin Jord, uden Vid er den, der jager efter Tomhed.
12:12 De ondes Fæstning jævnes med Jorden, de retfærdiges Rod bolder Stand.
12:13 I Læbernes Brøde hildes den onde, den retfærdige undslipper Nøden.
12:14 Af sin Munds Frugt mættes en Mand med godt, et Menneske får, som hans Hænder har øvet.
12:15 Dårens Færd behager ham selv, den vise hører på Råd.
12:16 En Dåre giver straks sin Krænkelse Luft, den kloge spottes og lader som intet.
12:17 Den sanddru fremfører, hvad der er ret, det falske Vidne kommer med Svig.
12:18 Mangens Snak er som Sværdhug, de vises Tunge læger.
12:19 Sanddru Læbe består for evigt, Løgnetunge et Øjeblik.
12:20 De, som smeder ondt, har Svig i Hjertet; de, der stifter Fred, har Glæde.
12:21 Den retfærdige times der intet ondt, - gudløse oplever Vanheld på Vanheld.
12:22 Løgnelæber er HERREN en Gru, de ærlige har hans Velbebag.
12:23 Den kloge dølger sin Kundskab, Tåbers Hjerte udråber Dårskab.
12:24 De flittiges Hånd skal råde, den lade tvinges til Hoveriarbejde.
12:25 Hjertesorg bøjer til Jorden, et venligt Ord gør glad.
12:26 Den retfærdige vælger sin Græsgang, gudløses Vej vildleder dem selv.
12:27 Ladhed opskræmmer intet Vildt, men kosteligt Gods får den flittige tildelt.
12:28 På Retfærds Sti er der Liv, til Døden fører den onde Vej.
13:1 Viis Søn elsker tugt, spotter hører ikke på skænd.
13:2 Af sin Munds Frugt nyder en Mand kun godt, til Vold står troløses Hu.
13:3 Vogter man Munden, bevarer man Sjælen, den åbenmundede falder i Våde.
13:4 Den lade attrår uden at få, men flittiges Sjæl bliver mæt.
13:5 Den retfærdige hader Løgnetale, den gudløse spreder Skam og Skændsel.
13:6 Retfærd skærmer, hvo lydefrit vandrer, Synden fælder de gudløse.
13:7 Mangen lader rig og ejer dog intet, mangen lader fattig og ejer dog meget.
13:8 Mands Rigdom er Løsepenge for hans Liv, Fattigmand får ingen Trusel at høre.
13:9 Retfærdiges Lys bryder frem, gudløses Lampe går ud.
13:10 Ved Hovmod vækkes kun Splid, hos dem, der lader sig råde, er Visdom.
13:11 Rigdom, vundet i Hast, smuldrer hen, hvad der samles Håndfuld for Håndfuld, øges.
13:12 At bie længe gør Hjertet sygt, opfyldt Ønske er et Livets Træ.
13:13 Den, der lader hånt om Ordet, slås ned, den, der frygter Budet, får Løn.
13:14 Vismands Lære er en Livsens Kilde, derved undgås Dødens Snarer.
13:15 God Forstand vinder Yndest, troløses Vej er deres Undergang.
13:16 Hver, som er klog, går til Værks med Kundskab, Tåben udfolder Dårskab.
13:17 Gudløs Budbringer går det galt, troværdigt Bud bringer Lægedom.
13:18 Afvises Tugt, får man Armod og Skam; agtes på Revselse, bliver man æret.
13:19 Opfyldt Ønske er sødt for Sjælen, at vige fra ondt er Tåber en Gru.
13:20 Omgås Vismænd, så bliver du viis, ilde faren er Tåbers Ven.
13:21 Vanheld følger Syndere, Lykken når de retfærdige.
13:22 Den gode efterlader Børnebrn Arv, til retfærdige gemmes Synderens Gods.
13:23 På Fattigfolks Nyjord er rigelig Føde, mens mangen rives bort ved Uret.
13:24 Hvo Riset sparer, hader sin Søn, den, der elsker ham, tugter i Tide.
13:25 Den retfærdige spiser, til Sulten er stillet, gudløses Bug er tom.
14:1 Visdom bygger sit hus,dårskabs hænder river det ned.
14:2 Hvo redeligt vandrer, frygter HERREN, men den, som går Krogveje, agter ham ringe.
14:3 I Dårens Mund er Ris til hans Ryg, for de vise står Læberne Vagt.
14:4 Når der ikke er Okser, er Laden tom, ved Tyrens Kraft bliver Høsten stor.
14:5 Sanddru Vidne lyver ikke, det falske Vidne farer med Løgn.
14:6 Spotter søger Visdom, men finder den ikke, til Kundskab kommer forstandig let.
14:7 Gå fra en Mand, som er en Tåbe, der mærker du intet til Kundskabs Læber.
14:8 Den kloge i sin Visdom er klar på sin Vej, men Tåbers Dårskab er Svig.
14:9 Med Dårer driver Skyldofret Spot, men Velvilje råder iblandt retsindige.
14:10 Hjertet kender sin egen Kvide, fremmede blander sig ej i dets Glæde.
14:11 Gudløses Hus lægges øde, retsindiges Telt står i Blomst.
14:12 Mangen Vej synes Manden ret, og så er dens Ende dog Dødens Veje.
14:13 Selv under Latter kan Hjertet lide, og Glædens Ende er Kummer.
14:14 Af sine Veje mættes den frafaldne, af sine Gerninger den, som er god.
14:15 Den tankeløse tror hvert Ord, den kloge overtænker sine Skridt.
14:16 Den vise ængstes og skyr det onde, Tåben buser sorgløs på.
14:17 Den hidsige bærer sig tåbeligt ad, man hader rænkefuld Mand.
14:18 De tankeløse giver dårskab i Arv, de kloge efterlader sig Kundskab.
14:19 Onde må bukke for gode, gudløse stå ved retfærdiges Døre.
14:20 Fattigmand hades endog af sin Ven, men Rigmands Venner er mange.
14:21 Den, der foragter sin Næste, synder, lykkelig den, der har Medynk med arme.
14:22 De, som virker ondt, farer visselig vild; de, som virker godt, finder Nåde og Trofasthed.
14:23 Ved al Slags Møje vindes der noget, Mundsvejr volder kun Tab.
14:24 De vises Krone er Kløgt, Tåbers Krans er Dårskab.
14:25 Sanddru Vidne frelser Sjæle; den, som farer med Løgn, bedrager.
14:26 Den stærkes Tillid er HERRENs Frygt, hans Sønner skal have en Tilflugt.
14:27 HERRENs Frygt er en Livsens Kilde, derved undgås Dødens Snarer.
14:28 At Folket er stort, er Kongens Hæder, Brist på Folk er Fyrstens Fald.
14:29 Den sindige er rig på Indsigt, den heftige driver det vidt i Dårskab.
14:30 Sagtmodigt Hjerte er Liv for Legemet, Avind er Edder i Benene.
14:31 At kue den ringe er Hån mod hans Skaber, han æres ved Medynk med fattige.
14:32 Ved sin Ondskab styrtes den gudløse, ved lydefri Færd er retfærdige trygge.
14:33 Visdom bor i forstandiges Hjerte, i Tåbers Indre kendes den ikke.
14:34 Retfærdighed løfter et Folk, men Synd er Folkenes Skændsel.
14:35 En klog Tjener har Kongens Yndest, en vanartet rammer hans Vrede.
15:1 Mildt svar stiller vrede, sårende ord vækker nag.
15:2 Vises Tunge drypper af Kundskab, Dårskab strømmer fra Tåbers Mund.
15:3 Alle Vegne er HERRENs Øjne, de udspejder onde og gode.
15:4 Et Livets Træ er Tungens Mildhed, dens Falskhed giver Hjertesår.
15:5 Dåre lader hånt om sin Faders Tugt, klog er den, som tager Vare på Revselse.
15:6 Den retfærdiges Hus har megen Velstand, den gudløses Høst lægges øde.
15:7 Vises Læber udstrør Kundskab, Tåbers Hjerte er ikke ret.
15:8 Gudløses Offer er HERREN en Gru, retsindiges Bøn har han Velbehag i.
15:9 Den gudløses Færd er HERREN en Gru, han elsker den, der stræber efter Retfærd.
15:10 Streng Tugt er for den, der forlader Vejen; den, der hader Revselse, dør.
15:11 Dødsrige og Afgrund ligger åbne for HERREN, endsige da Menneskebørnenes Hjerter.
15:12 Spotteren ynder ikke at revses, til Vismænd går han ikke.
15:13 Glad Hjerte giver venligt Ansigt, ved Hjertesorg bliver Modet brudt.
15:14 Den forstandiges Hjerte søger Kundskab, Tåbers Mund lægger Vind på Dårskab.
15:15 Alle den armes Dage er onde, glad Hjerte er stadigt Gæstebud.
15:16 Bedre lidet med HERRENs Frygt end store Skatte med Uro.
15:17 Bedre en Ret Grønt med Kærlighed end fedet Okse og Had derhos.
15:18 Vredladen Mand vækker Splid, sindig Mand stiller Trætte.
15:19 Den lades Vej er spærret af Tjørn, de flittiges Sti er banet.
15:20 Viis Søn glæder sin Fader, Tåbe til Menneske foragter sin Moder.
15:21 Dårskab er Glæde for Mand uden Vid, Mand med Indsigt går lige frem.
15:22 Er der ikke holdt Råd, så mislykkes Planer, de lykkes, når mange rådslår.
15:23 Mand er glad, når hans Mund kan svare, hvor godt er et Ord i rette Tid.
15:24 Den kloge går opad på Livets Vej for at undgå Dødsriget nedentil.
15:25 Hovmodiges Hus river HERREN bort, han fastsætter Enkens Skel.
15:26 Onde Tanker er HERREN en Gru, men hulde Ord er rene.
15:27 Den øder sit Hus, hvem Vinding er alt; men leve skal den, der hader Gave.
15:28 Den retfærdiges Hjerte tænker, før det svarer, gudløses Mund lader ondt strømme ud.
15:29 HERREN er gudløse fjern, men hører retfærdiges Bøn.
15:30 Milde Øjne fryder Hjertet, godt Bud giver Marv i Benene.
15:31 Øret, der lytter til Livsens Revselse, vil gerne dvæle iblandt de vise.
15:32 Hvo Tugt forsmår, lader hånt om sin Sjæl, men Vid fanger den, der lytter til Revselse.
15:33 HERRENs Frygt er Tugt til Visdom, Ydmyghed først og siden Ære.
16:1 Hjertets Råd er Menneskets sag. Tungens Svar er fra HERREN.
16:2 En Mand holder al sin Færd for ren, men HERREN vejer Ånder.
16:3 Vælt dine Gerninger på HERREN, så skal dine Planer lykkes.
16:4 Alt skabte HERREN, hvert til sit, den gudløse også for Ulykkens Dag.
16:5 Hver hovmodig er HERREN en Gru, visselig slipper han ikke for Straf.
16:6 Ved Mildhed og Troskab sones Brøde, ved HERRENs Frygt undviger man ondt.
16:7 Når HERREN har Behag i et Menneskes Veje, gør han endog hans Fjender til Venner.
16:8 Bedre er lidet med Retfærd end megen Vinding med Uret.
16:9 Menneskets Hjerte udtænker hans Vej, men HERREN styrer hans Fjed.
16:10 Der er Gudsdom på Kongens Læber, ej fejler hans Mund, når han dømmer.
16:11 Ret Bismer og Vægtskål er HERRENs, hans Værk er alle Posens Lodder.
16:12 Gudløs Færd er Konger en Gru, thi ved Retfærd grundfæstes Tronen.
16:13 Retfærdige Læber har Kongens Yndest, han elsker den, der taler oprigtigt.
16:14 Kongens Vrede er Dødens Bud, Vismand evner at mildne den.
16:15 I Kongens Åsyns Lys er der Liv, som Vårregnens Sky er hans Yndest.
16:16 At vinde Visdom er bedre end Guld, at vinde Indsigt mere end Sølv.
16:17 De retsindiges Vej er at vige fra ondt; den vogter sit Liv, som agter på sin Vej.
16:18 Hovmod går forud for Fald, Overmod forud for Snublen.
16:19 Hellere sagtmodig med ydmyge end dele Bytte med stolte.
16:20 Vel går det den, der mærker sig Ordet; lykkelig den, der stoler på HERREN.
16:21 Den vise kaldes forstandig, Læbernes Sødme øger Viden.
16:22 Kløgt er sin Mand en Livsens Kilde, Dårskab er Dårers Tugt.
16:23 Den vises Hjerte giver Munden Kløgt, på Læberne lægger det øget Viden.
16:24 Hulde Ord er som flydende Honning, søde for Sjælen og sunde for Legemet.
16:25 Mangen Vej synes Manden ret, og så er dens Ende dog Dødens Veje.
16:26 En Arbejders Hunger arbejder for ham, thi Mundens Krav driver på ham.
16:27 En Nidding graver Ulykkesgrave, det er, som brændte der Ild på hans Læber.
16:28 Rænkefuld Mand sætter Splid; den, der bagtaler, skiller Venner.
16:29 Voldsmand lokker sin Næste og fører ham en Vej, der ikke er god.
16:30 Den, der stirrer, har Rænker for; knibes Læberne sammen, har man fuldbyrdet ondt.
16:31 Grå Hår er en dejlig Krone, den vindes på Retfærds Vej.
16:32 Større end Helt er sindig Mand, større at styre sit Sind end at tage en Stad.
16:33 I Brystfolden rystes Loddet, det falder, som HERREN vil.
17:1 Bedre en tør Bid Brød med fred end Huset fuldt af Sul med Trætte.
17:2 Klog Træl bliver Herre over dårlig Søn og får lod og del mellem brødre.
17:3 Digel til Sølv og Ovn til Guld, men den, der prøver Hjerter, er HERREN.
17:4 Den onde hører på onde Læber, Løgneren lytter til giftige Tunger.
17:5 Hvo Fattigmand spotter, håner hans Skaber, den skadefro slipper ikke for Straf.
17:6 De gamles Krone er Børnebørn, Sønners Stolthed er Fædre.
17:7 Ypperlig Tale er ej for en Dåre, end mindre da Løgnfor den, som er ædel.
17:8 Som en Troldsten er Gave i Giverens Øjne; hvorhen den end vender sig, gør den sin Virkning.
17:9 Den, der dølger en Synd, søger Venskab, men den, der ripper op i en Sag, skiller Venner.
17:10 Bedre virker Skænd på forstandig end hundrede Slag på en Tåbe.
17:11 Den onde har kun Genstridigbed for, men et skånselsløst Bud er udsendt imod ham.
17:12 Man kan møde en Bjørn, hvis Unger er taget, men ikke en Tåbe udi hans Dårskab.
17:13 Den, der gengælder godt med ondt, fra hans Hus skal Vanheld ej vige.
17:14 At yppe Strid er at åbne for Vand, hold derfor inde, før Strid bryder løs.
17:15 At frikende skyldig og dømme uskyldig, begge Dele er HERREN en Gru.
17:16 Hvad hjælper Penge i Tåbens Hånd til at købe ham Visdom, når Viddet mangler?
17:17 Ven viser Kærlighed når som helst, Broder fødes til Hjælp i Nød.
17:18 Mand uden Vid giver Håndslag og går i Borgen for Næsten.
17:19 Ven af Kiv er Ven af Synd; at højne sin Dør er at attrå Fald.
17:20 Ej finder man Lykke, når Hjertet er vrangt, man falder i Våde, når Tungen er falsk.
17:21 Den, der avler en Tåbe, får Sorg, Dårens Fader er ikke glad.
17:22 Glad Hjerte er godt for Legemet, nedslået Sind suger Marv af Benene.
17:23 Den gudløse tager Gave i Løn for at bøje Rettens Gænge.
17:24 Visdom står den forstandige for Øje, Tåbens Blik er ved Jordens Ende.
17:25 Tåbelig Søn er sin Faders Sorg, Kvide for hende, som fødte ham.
17:26 At straffe den, der har Ret, er ilde, værre endnu at slå de ædle.
17:27 Den, som har Kundskab tøjler sin Tale, Mand med Forstand er koldblodig.
17:28 Selv Dåren, der tier, gælder for viis, forstandig er den, der lukker sine Læber.
18:1 Særlingen søger et påskud, med vold og magt vil han strid.
18:2 Tåben ynder ej Indsigt, men kun, at hans Tanker kommer for Lyset.
18:3 Hvor Gudløshed kommer, kommer og Spot, Skam og Skændsel følges.
18:4 Ord i Mands Mund er dybe Vande, en rindende Bæk, en Visdomskilde.
18:5 Det er ilde at give en skyldig Medhold, så man afviser skyldfris Sag i Retten.
18:6 Tåbens Læber fører til Trætte, hans Mund råber højt efter Hug,
18:7 Tåbens Mund er hans Våde, hans Læber en Snare for hans Liv.
18:8 Bagtalerens Ord er som Lækkerbidskener, de synker dybt i Bugen.
18:9 Den, der er efterladen i Gerning, er også Broder til Ødeland.
18:10 HERRENs Navn er et stærkt Tårn, den retfærdige løber derhen og bjærges.
18:11 Den riges Gods er hans faste Stad, og tykkes ham en knejsende Mur.
18:12 Mands Hovmod går forud for Fald, Ydmyghed forud for Ære.
18:13 Om nogen svarer, førend han hører, regnes det ham til Dårskab og Skændsel.
18:14 Mands Mod udholder Sygdom, men hvo kan bære en sønderbrudt Ånd?
18:15 Den forstandiges Hjerte vinder sig Kundskab, de vises Øre attrår Kundskab.
18:16 Gaver åbner et Menneske Vej og fører ham hen til de store.
18:17 Den, der taler først i en Trætte har Ret, til den anden kommer og går ham efter.
18:18 Loddet gør Ende på Trætter og skiller de stærkeste ad.
18:19 Krænket Broder er som en Fæstning, Trætter som Portslå for Borg.
18:20 Mands Bug mættes af Mundens Frugt, han mættes af Læbernes Grøde.
18:21 Død og Liv er i Tungens Vold, hvo der tøjler den, nyder dens Frugt.
18:22 Fandt man en Hustru, fandt man Lykken og modtog Nåde fra HERREN.
18:23 Fattigmand beder og trygler, Rigmand svarer med hårde Ord.
18:24 Med mange Fæller kan Mand gå til Grunde, men Ven kan overgå Broder i Troskab.
19:1 Bedre Fattigmand med lydefri færd end en, som går Krogveje, er han end rig.
19:2 At mangle Kundskab er ikke godt, men den træder fejl, som har Hastværk.
19:3 Et Menneskes Dårskab øder hans Vej, men på HERREN vredes hans Hjerte.
19:4 Gods skaffer mange Venner, den ringe skiller hans Ven sig fra.
19:5 Det falske Vidne undgår ej Straf; den slipper ikke, som farer med Løgn.
19:6 Mange bejler til Stormands Yndest, og alle er Venner med gavmild Mand.
19:7 Fattigmands Frænder hader ham alle, end mere skyr hans Venner ham da. Ej frelses den, som jager efter Ord.
19:8 Den, der vinder Vid, han elsker sin Sjæl, og den, der vogter på Indsigt, får Lykke.
19:9 Det falske Vidne undgår ej Straf, og den, der farer med Løgn, går under.
19:10 Vellevned sømmer sig ikke for Tåbe, end mindre for Træl at herske over Fyrster.
19:11 Klogskab gør Mennesket sindigt, hans Ære er at overse Brøde.
19:12 Som Brøl af en Løve er Kongens Vrede, som Dug på Græs er hans Gunst.
19:13 Tåbelig Søn er sin Faders Ulykke, Kvindekiv er som ustandseligt Tagdryp.
19:14 Hus og Gods er Arv efter Fædre, en forstandig Hustru er fra HERREN.
19:15 Dovenskab sænker i Dvale, den lade Sjæl må sulte.
19:16 Den vogter sin Sjæl, som vogter på Budet, men skødesløs Vandel fører til Død.
19:17 Er man god mod den ringe, låner man HERREN, han gengælder en, hvad godt man har gjort.
19:18 Tugt din Søn, imens der er Håb, ellers stiler du efter at slå ham ihjel.
19:19 Den, som er hidsig, må bøde, ved Skånsel gør man det værre.
19:20 Hør på Råd og tag ved Lære, så du til sidst bliver viis.
19:21 I Mands Hjerte er mange Tanker, men HERRENs Råd er det, der står fast.
19:22 Vinding har man af Godhed, hellere fattig end Løgner.
19:23 HERRENs Frygt er Vej til Liv, man hviler mæt og frygter ej ondt.
19:24 Den lade rækker til Fadet, men fører ej Hånden til Munden.
19:25 Får Spottere Hug, bliver tankeløs klog, ved Revselse får den forstandige Kundskab.
19:26 Mishandle Fader og bortjage Moder gør kun en dårlig, vanartet Søn.
19:27 Hør op, min Søn, med at høre på Tugt og så fare vild fra Kundskabsord.
19:28 Niddingevidne spotter Retten, gudløses Mund er glubsk efter Uret.
19:29 Slag er rede til Spottere, Hug til Tåbers Ryg.
20:1 En Spotter er Vinen, stærk Drik slår sig løs, og ingen, som raver deraf, er viis.
20:2 Som Løvebrøl er Rædslen, en Konge vækker, at vække hans Vrede er at vove sit Liv.
20:3 Mands Ære er det at undgå Trætte, men alle Tåber vil Strid.
20:4 Om Efteråret pløjer den lade ikke, han søger i Høst, men finder intet.
20:5 Råd i Mands Hjerte er dybe Vande, men Mand med Indsigt drager det op.
20:6 Mangen kaldes en velvillig Mand, men hvem kan finde en trofast Mand?
20:7 Retfærdig er den, som lydefrit vandrer, hans Sønner får Lykke efter ham.
20:8 Kongen, der sidder i Dommersædet, sigter alt ondt med sit Blik.
20:9 Hvo kan sige: "Jeg rensed mit Hjerte, og jeg er ren for Synd!"
20:10 To Slags Vægt og to Slags Mål, begge Dele er HERREN en Gru.
20:11 Selv Drengen kendes på det, han gør, om han er ren og ret hans Færd.
20:12 Øret, der hører, og Øjet, der ser, HERREN skabte dem begge.
20:13 Elsk ikke Søvn, at du ej bliver fattig, luk Øjnene op og bliv mæt.
20:14 Køberen siger: "Usselt, usselt!" men skryder af Handelen, når han går bort.
20:15 Har man end Guld og Perler i Mængde, kosteligst Smykke er Kundskabslæber.
20:16 Tag hans Klæder, han borged for en anden, pant ham for fremmedes Skyld!
20:17 Sødt smager Løgnens Brød, bagefter fyldes Munden med Grus.
20:18 Planer, der lægges ved Rådslagning, lykkes; før Krig efter modent Overlæg!
20:19 Bagtaleren røber, hvad ham er betroet, hav ej med en åbenmundet at gøre!
20:20 Den, der bander Fader og Moder, i Bælgmørke går hans Lampe ud.
20:21 Først haster man efter en Arv, men til sidst velsignes den ikke.
20:22 Sig ikke: "Ondt vil jeg gengælde!" Bi på HERREN, så hjælper han dig.
20:23 To Slags Lodder er HERREN en Gru, det er ikke godt, at Vægten er falsk.
20:24 Fra HERREN er Mands Fjed, hvor kan et Menneske fatte sin Skæbne!
20:25 Det er farligt at sige tankeløst: "Helligt!" og først efter Løftet tænke sig om.
20:26 Viis Konge sigter de gudløse, lader Tærskehjul gå over dem.
20:27 Menneskets Ånd er en HERRENs Lampe, den ransager alle hans indres Kamre.
20:28 Godhed og Troskab vogter Kongen, han støtter sin Trone ved Retfærd.
20:29 Unges Stolthed er deres Styrke, gamles Smykke er grånet Hår.
20:30 Blodige Strimer renser den onde og Hug hans Indres Kamre.
21:1 En Konges hjerte er Bække i HERRENs hånd, han leder det hen, hvor han vil.
21:2 En Mand holder al sin Færd for ret, men HERREN vejer Hjerter.
21:3 At øve Ret og Skel er mere værd for HERREN end Offer.
21:4 Hovmodige Øjne, et opblæst Hjerte, selv gudløses Nyjord er Synd.
21:5 Kun Overflod bringer den flittiges Råd, hver, som har Hastværk, får kun Tab.
21:6 At skabe sig Rigdom ved Løgnetunge er Jag efter Vind i Dødens Snarer.
21:7 Gudløses Voldsfærd bortriver dem selv, thi de vægrer sig ved at øve Ret.
21:8 Skyldtynget Mand går Krogveje, den renes Gerning er ligetil.
21:9 Hellere bo i en Krog på Taget end fælles Hus med frættekær Kvinde.
21:10 Den gudløses Sjæl har Lyst til ondt, hans Øjne ynker ikke hans Næste.
21:11 Må Spotter bøde, bliver tankeløs klog, har Vismand Fremgang, da vinder han kundskab.
21:12 Den Retfærdige har Øje med den gudløses Hus, han styrter gudløse Folk i Ulykke.
21:13 Hvo Øret lukker for Småmands Skrig, skal råbe selv og ikke få Svar.
21:14 Lønlig Gave mildner Vrede, Stikpenge i Brystfolden voldsom Harme.
21:15 Rettens Gænge er den retfærdiges Glæde, men Udådsmændenes Rædsel.
21:16 Den, der farer vild fra Kløgtens Vej, skal havne i Skyggers Forsamling.
21:17 Lyst til Morskab fører i Trang, Lyst til Olie og Vin gør ej rig.
21:18 Den gudløse bliver Løsepenge for den retfærdige, den troløse kommer i retsindiges Sted.
21:19 Hellere bo i et Ørkenland end hos en trættekær, arrig Kvinde.
21:20 I den vises Bolig er kostelig Skat og Olie, en Tåbe af et Menneske øder det.
21:21 Den, der higer efter Retfærd og Godhed vinder sig Liv og Ære.
21:22 Vismand stormer Heltes By og styrter Værnet, den stolede på.
21:23 Den, der vogter sin Mund og sin Tunge, vogter sit Liv for Trængsler. -
21:24 Den opblæste stolte kaldes en Spotter, han handler frækt i Hovmod.
21:25 Den lades Attrå bliver hans Død, thi hans Hænder vil intet bestille.
21:26 Ugerningsmand er stadig i Trang, den retfærdige giver uden at spare.
21:27 Vederstyggeligt er de gudløses Offer, især når det ofres for Skændselsdåd.
21:28 Løgnagtigt Vidne går under, Mand, som vil høre, kan tale fremdeles.
21:29 Den gudløse optræder frækt, den retsindige overtænker sin Vej.
21:30 Visdom er intet, Indsigt er intet, Råd er intet over for HERREN.
21:31 Hest holdes rede til Stridens Dag, men Sejren er HERRENs Sag.
22:1 Hellere godt Navn end megen rigdom, Yndest er bedre end Sølv og Guld
22:2 Rig og fattig mødes, HERREN har skabt dem begge.
22:3 Den kloge ser Faren og søger i Skjul, tankeløse går videre og bøder.
22:4 Lønnen for Ydmyghed og HERRENs Frygt er Rigdom, Ære og Liv.
22:5 På den svigefuldes Vej er der Torne og Snarer; vil man vogte sin Sjæl, må man holde sig fra dem.
22:6 Væn Drengen til den Vej, han skal følge, da viger han ikke derfra, selv gammel.
22:7 Over Fattigfolk råder den rige, Låntager bliver Långivers Træl.
22:8 Hvo Uret sår, vil høste Fortræd, hans Vredes Ris skal slå ham selv.
22:9 Den vennesæle velsignes, thi han deler sit Brød med den ringe.
22:10 Driv Spotteren ud, så går Trætten med, og Hiv og Smæden får Ende.
22:11 HERREN elsker den rene af Hjertet; med Ynde på Læben er man Kongens Ven.
22:12 HERRENs Øjne agter på Kundskab, men han kuldkaster troløses Ord.
22:13 Den lade siger: "En Løve på Gaden! Jeg kan let blive revet ihjel på Torvet."
22:14 Fremmed Kvindes Mund er en bundløs Grav, den, HERREN er vred på, falder deri.
22:15 Dårskab er knyttet til Ynglingens Hjerte, Tugtens Ris skal tjerne den fra ham.
22:16 Vold mod den ringe øger hans Eje, Gave til Rigmand gør ham kun fattig. -
22:17 Bøj Øret og hør de vises Ord, vend Hjertet til og kend deres Liflighed!
22:18 Vogter du dem i dit Indre, er de alle rede på Læben.
22:19 For at din Lid skal stå til HERREN, lærer jeg dig i Dag.
22:20 Alt i Går optegned jeg til dig, alt i Forgårs Råd og Kundskab
22:21 for at lære dig rammende Sandhedsord, at du kan svare sandt, når du spørges.
22:22 Røv ej fra den ringe, fordi han er ringe, knus ikke den arme i Porten:
22:23 thi HERREN fører deres Sag og raner deres Ransmænds Liv.
22:24 Vær ej Ven med den, der let bliver hidsig, omgås ikke vredladen Mand,
22:25 at du ikke skal lære hans Stier og hente en Snare for din Sjæl.
22:26 Hør ikke til dem, der giver Håndslag, dem, som borger for Gæld!
22:27 Såfremt du ej kan betale, tager man Sengen, du ligger i.
22:28 Flyt ej ældgamle Skel, dem, dine Fædre satte.
22:29 Ser du en Mand, som er snar til sin Gerning, da skal han stedes for Konger, ikke for Folk af ringe Stand.
23:1 Når du sidder til bords hos en Stormand, mærk dig da nøje, hvem du har for dig,
23:2 og sæt dig en Kniv på Struben, i Fald du er alt for sulten.
23:3 Attrå ikke hans lækre Retter, thi det er svigefuld kost.
23:4 Slid dig ikke op for at vinde dig Rigdom, brug ej din Forstand dertil!
23:5 Skal dit Blik flyve efter den uden at finde den? Visselig gør den sig Vinger som Ørnen, der flyver mod Himlen.
23:6 Spis ej den misundeliges Brød, attrå ikke hans lækre Retter;
23:7 thi han sidder med karrige Tanker; han siger til dig: "Spis og drik!" men hans Hjerte er ikke med dig.
23:8 Den Bid, du har spist, må du udspy, du spilder dine fagre Ord.
23:9 Tal ikke for Tåbens Ører, thi din kloge Tale agter han ringe.
23:10 Flyt ej ældgamle Skel, kom ikke på faderløses Mark;
23:11 thi deres Løser er stærk, han fører deres Sag imod dig.
23:12 Vend dit Hjerte til Tugt, dit Øre til Kundskabs Ord.
23:13 Spar ej Drengen for Tugt; når du slår ham med Riset, undgår han Døden;
23:14 du slår ham vel med Riset, men redder hans Liv fra Dødsriget.
23:15 Min Søn, er dit Hjerte viist, så glæder mit Hjerte sig også,
23:16 og mine Nyrer jubler, når dine Læber taler, hvad ret er!
23:17 Dit Hjerte være ikke skinsygt på Syndere, men stadig ivrigt i HERRENs Frygt;
23:18 en Fremtid har du visselig da, dit Håb bliver ikke til intet.
23:19 Hør, min Søn, og bliv viis, lad dit Hjerte gå den lige Vej.
23:20 Hør ikke til dem, der svælger i Vin, eller dem, der frådser i Kød;
23:21 thi Dranker og Frådser forarmes, Søvn giver lasede Klæder.
23:22 Hør din Fader, som avlede dig, ringeagt ikke din gamle Moder!
23:23 Køb Sandhed og sælg den ikke, Visdom, Tugt og Forstand.
23:24 Den retfærdiges Fader jubler; har man avlet en Vismand, glædes man ved ham;
23:25 din Fader og Moder glæde sig, hun, der fødte dig, juble!
23:26 Giv mig dit Hjerte, min Søn, og lad dine Øjne synes om mine Veje!
23:27 Thi en bundløs Grav er Skøgen, den fremmede Kvinde, en snæver Brønd;
23:28 ja, som en Stimand ligger hun på Lur og øger de troløses Tal blandt Mennesker.
23:29 Hvem har Ak, og hvem har Ve, hvem har Kiv, og hvem har Klage? Hvem har Sår uden Grund, hvem har sløve Øjne?
23:30 De, som sidder sent over Vinen, som kommer for at smage den stærke Drik.
23:31 Se ikke til Vinen, hvor rød den er, hvorledes den perler i Bægeret; den glider så glat,
23:32 men bider til sidst som en Slange og spyr sin Gift som en Øgle;
23:33 dine Øjne skuer de sælsomste Ting, og bagvendt taler dit Hjerte;
23:34 du har det, som lå du midt i Havet, som lå du oppe på en Mastetop.
23:35 "De slog mig, jeg følte ej Smerte, gav mig Hug, jeg mærked det ikke; når engang jeg vågner igen, så søger jeg atter til Vinen!"
24:1 Misund ej onde Folk, hav ikke lyst til at være med dem;
24:2 thi deres Hjerte pønser på Vold, deres Læbers Ord volder Men.
24:3 Ved Visdom bygges et Hus, ved Indsigt holdes det oppe,
24:4 ved Kundskab fyldes kamrene med alskens kosteligt, herligt Gods.
24:5 Vismand er større end Kæmpe, kyndig Mand mer end Kraftkarl.
24:6 Thi Krig skal du føre efter modent Overlæg, vel står det til, hvor mange giver Råd.
24:7 Visdom er Dåren for høj, han åbner ej Munden i Porten.
24:8 Den, der har ondt i Sinde, kaldes en rænkefuld Mand.
24:9 Hvad en Dåre har for, er Synd, en Spotter er Folk en Gru.
24:10 Taber du Modet på Trængslens Dag, da er din Kraft kun ringe.
24:11 Frels dem, der slæbes til Døden, red dem, der vakler hen for at dræbes.
24:12 Siger du: "Se, jeg vidste det ikke" - mon ej han, der vejer Hjerter, kan skønne? Han, der tager Vare på din Sjæl, han ved det, han gengælder Mennesker, hvad de har gjort.
24:13 Spis Honning, min Søn, det er godt, og Kubens Saft er sød for din Gane;
24:14 vid, at så er og Visdom for Sjælen! Når du finder den, har du en Fremtid, dit Håb bliver ikke til intet.
24:15 Lur ej på den retfærdiges Bolig, du gudløse, ødelæg ikke hans Hjem;
24:16 thi syv Gange falder en retfærdig og står op, men gudløse styrter i Fordærv.
24:17 Falder din Fjende, så glæd dig ikke, snubler han, juble dit Hjerte ikke,
24:18 at ikke HERREN skal se det med Mishag og vende sin Vrede fra ham.
24:19 Græm dig ej over Ugerningsmænd, misund ikke de gudløse;
24:20 thi den onde har ingen Fremtid, gudløses Lampe går ud.
24:21 Frygt HERREN og Kongen, min Søn, indlad dig ikke med Folk, som gør Oprør;
24:22 thi brat kommer Ulykke fra dem, uventet Fordærv fra begge.
24:23 Også følgende Ordsprog er af vise Mænd. Partiskhed i Retten er ilde.
24:24 Mod den, som kender en skyldig fri, er Folkeslags Banden, Folkefærds Vrede;
24:25 men dem, der dømmer med Ret, går det vel, dem kommer Lykkens Velsignelse over.
24:26 Et Kys på Læberne giver den, som kommer med ærligt Svar.
24:27 Fuldfør din Gerning udendørs, gør dig færdig ude på Marken og byg dig siden et Hus!
24:28 Vidn ikke falsk mod din Næste, vær ikke letsindig med dine Læber;
24:29 sig ikke: "Jeg gør mod ham, som han gjorde mod mig, jeg gengælder hver hans Gerning."
24:30 Jeg kom forbi en lad Mands Mark og et uforstandigt Menneskes Vingård;
24:31 se, den var overgroet af Tidsler, ganske skjult af Nælder; Stendiget om den lå nedbrudt.
24:32 Jeg skued og skrev mig det bag Øre, jeg så og tog Lære deraf:
24:33 Lidt Søvn endnu, lidt Blund, lidt Hvile med samlagte Hænder:
24:34 Som en Stimand kommer da Fattigdom over dig, Trang som en skjoldvæbnet Mand.
25:1 Følglende er også ordsprog af SALOMO, som Kong Ezekias af Judas Mænd samlede.
25:2 Guds Ære er det at skjule en Sag, Kongers Ære at granske en Sag.
25:3 Himlens Højde og Jordens Dybde og Kongers Hjerte kan ingen granske.
25:4 Når Slagger fjernes fra Sølv, så bliver det hele lutret;
25:5 når gudløse fjernes fra Koogen, grundfæstes hans Trone ved Retfærd.
25:6 Bryst dig ikke for Kongen og stil dig ikke på de stores Plads;
25:7 det er bedre, du får Bud: "Kom heropl" end man flytter dig ned for en Stormands Øjne. Hvad end dine Øjne har set,
25:8 skrid ikke til Trætte straks; thi hvad vil du siden gøre, når din Næste gør dig til Skamme?
25:9 Før Sagen med din Næste til Ende, men røb ej Andenmands Hemmelighed
25:10 thi ellers vil den, der bører det, smæde dig og dit onde Rygte aldrig dø hen.
25:11 Æbler af Guld i Skåle af Sølv er Ord, som tales i rette Tid.
25:12 En Guldring, et gyldent Smykke er revsende Vismand for lyttende Øre.
25:13 Som kølende Sne en Dag i Høst er pålideligt Bud for dem, der sender ham; han kvæger sin Herres Sjæl.
25:14 Som Skyer og Blæst uden Regn er en Mand, der skryder med skrømtet Gavmildhed.
25:15 Ved Tålmod overtales en Dommer, mild Tunge sønderbryder Ben.
25:16 Finder du Honning, så spis til Behov, at du ikke bliver mæt og igen spyr den ud.
25:17 Sæt sjældent din Fod i din Næstes Hus, at han ej får for meget af dig og ledes.
25:18 Som Stridsøkse, Sværd og hvassen Pil er den, der vidner falsk mod sin Næste.
25:19 Som ormstukken Tand og vaklende Fod er troløs Mand på Trængselens Dag.
25:20 Som at lægge Frakken, når det er Frost, og hælde surt over Natron, så er det at synge for mismodig Mand.
25:21 Sulter din Fjende, så giv ham at spise, tørster han, giv ham at drikke;
25:22 da sanker du gloende Kul på hans Hoved, og HERREN lønner dig for det.
25:23 Nordenvind fremkalder Regn, bagtalende Tunge vrede Miner.
25:24 Hellere bo i en Krog på Taget end fælles Hus med trættekær Kvinde.
25:25 Hvad koldt Vand er for en vansmægtet Sjæl, er Glædesbud fra et Land i det fjerne.
25:26 Som grumset Kilde og ødelagt Væld er retfærdig, der vakler i gudløses Påsyn.
25:27 Ej godt at spise for megen Honning, spar på hædrende Ord.
25:28 Som åben By uden Mur er en Mand, der ikke kan styre sit Sind.
26:1 Som Sne om Somren og Regn Høsten så lidt hører Ære sig til for en Tåbe.
26:2 Som en Spurv i Fart, som en Svale i Flugt så rammer ej Banden mod sagesløs Mand.
26:3 Svøbe for Hest, Bidsel for Æsel og Ris for Tåbers Ryg.
26:4 Svar ej Tåben efter hans Dårskab, at ikke du selv skal blive som han.
26:5 Svar Tåben efter hans Dårskab, at han ikke skal tykkes sig viis.
26:6 Den afhugger Fødderne og inddrikker Vold, som sender Bud ved en Tåbe.
26:7 Slappe som den lammes Ben er Ordsprog i Tåbers Mund.
26:8 Som en, der binder Stenen fast i Slyngen, er den, der hædrer en Tåbe.
26:9 Som en Tornekæp, der falder den drukne i Hænde, er Ordsprog i Tåbers Mund.
26:10 Som en Skytte, der sårer enhver, som kommer, er den, der lejer en Tåbe og en drukken.
26:11 Som en Hund, der vender sig om til sit Spy, er en Tåbe, der gentager Dårskab.
26:12 Ser du en Mand, der tykkes sig viis, for en Tåbe er der mere Håb end for ham.
26:13 Den lade siger: "Et Rovdyr på Vejen, en Løve ude på Torvene!"
26:14 Døren drejer sig på sit Hængsel, den lade på sit Leje.
26:15 Den lade rækker til Fadet, men gider ikke føre Hånden til Munden.
26:16 Den lade tykkes sig større Vismand end syv, der har kloge Svar.
26:17 Den griber en Hund i Øret, som blander sig i uvedkommende Strid.
26:18 Som en vanvittig Mand, der udslynger Gløder, Pile og Død,
26:19 er den, der sviger sin Næste og siger: "Jeg spøger jo kun."
26:20 Er der intet Brænde, går Ilden ud, er der ingen Bagtaler, stilles Trætte.
26:21 Trækul til Gløder og Brænde til Ild og trættekær Mand til at optænde Kiv.
26:22 Bagtalerens Ord er som Lækkerbidskener, de synker dybt i Legemets Kamre.
26:23 Som Sølvovertræk på et Lerkar er ondsindet Hjerte bag glatte Læber.
26:24 Avindsmand hykler med Læben, i sit Indre huser han Svig;
26:25 gør han Røsten venlig, tro ham dog ikke, thi i hans Hjerte er syvfold Gru.
26:26 Den, der dølger sit Had med Svig, hans Ondskab kommer frem i Folkets Forsamling.
26:27 I Graven, man graver, falder man selv, af Stenen, man vælter, rammes man selv.
26:28 Løgnetunge giver mange Hug, hyklersk Mund volder Fald.
27:1 Ros dig ikke af Dagen i Morgen, du ved jo ikke, hvad Dag kan bringe.
27:2 Lad en anden rose dig, ikke din Mund, en fremmed, ikke dine egne Læber.
27:3 Sten er tung, og Sand vejer til, men tung fremfor begge er Dårers Galde.
27:4 Vrede er grum, og Harme skummer, men Skinsyge, hvo kan stå for den?
27:5 Hellere åbenlys Revselse end Kærlighed, der skjules.
27:6 Vennehånds Hug er ærligt mente, Avindsmands Kys er mange.
27:7 Den mætte vrager Honning, alt beskt er sødt for den sultne.
27:8 Som Fugl, der må fly fra sin Rede, er Mand, der må fly fra sit Hjem:
27:9 Olie og Røgelse fryder Sindet, men Sjælen sønderslides af Kummer.
27:10 Slip ikke din Ven og din Faders Ven, gå ej til din Broders Hus på din Ulykkes Dag. Bedre er Nabo ved Hånden end Broder i det fjerne.
27:11 Vær viis, min Søn, og glæd mit Hjerte, at jeg kan svare den, der smæder mig.
27:12 Den kloge ser Faren og søger i Skjul, tankeløse går videre og bøder,
27:13 Tag hans Klæder, han borged for en anden, pant ham for fremmedes Skyld!
27:14 Den, som årle højlydt velsigner sin Næste, han får det regnet for Banden.
27:15 Ustandseligt Tagdryp en Regnvejrsdag og trættekær Kvinde ligner hinanden;
27:16 den, som vil skjule hende, skjuler Vind, og hans højre griber i Olie.
27:17 Jern skærpes med Jern, det ene Menneske skærper det andet.
27:18 Røgter man et Figentræ, spiser man dets Frugt; den, der vogter sin Herre, æres.
27:19 Som i Vandspejlet Ansigt møder Ansigt, slår Menneskehjerte Menneske i Møde.
27:20 Dødsrige og Afgrund kan ikke mættes, ej heller kan Menneskens Øjne mættes.
27:21 Digel til Sølv og Ovn til Guld, efter sit Ry bedømmes en Mand.
27:22 Om du knuste en Dåre i Morter med Støder midt imellem Gryn, hans Dårskab veg dog ej fra ham.
27:23 Mærk dig, hvorledes dit Småkvæg ser ud, hav Omhu for dine Hjorde;
27:24 thi Velstand varer ej evigt, Rigdom ikke fra Slægt til Slægt;
27:25 er Sommergræsset svundet, Grønt spiret frem, og sankes Bjergenes Urter,
27:26 da har du Lam til at give dig Klæder og Bukke til at købe en Mark,
27:27 Gedemælk til Mad for dig og dit Hus, til Livets Ophold for dine Piger.
28:1 Den gudløse flyr, skønt ingen er efter ham; tryg som en Løve er den retfærdige.
28:2 Ved Voldsmands Brøde opstår Strid, den kvæles af Mand med Forstand.
28:3 En fattig Tyran, der kuer de ringe, er Regn, der hærger og ej giver Brød.
28:4 Hvo Loven sviger, roser de gudløse, hvo Loven holder, er på Krigsfod med dem.
28:5 Ildesindede fatter ej Ret; alt fatter de, som søger HERREN.
28:6 Hellere en fattig med lydefri Færd end en, som går Krogveje, er han end rig.
28:7 Forstandig Søn tager Vare på Loven, men Drankeres Fælle gør sin Fader Skam.
28:8 Hvo Velstand øger ved Åger og Opgæld, samler til en, som er mild mod de ringe.
28:9 Den, der vender sit Øre fra Loven, endog hans Bøn er en Gru.
28:10 Leder man retsindige vild på onde Veje, falder man selv i sin Grav; men de lydefri arver Lykke.
28:11 Rigmand tykkes sig viis, forstandig Småmand gennemskuer ham.
28:12 Når retfærdige jubler, er Herligheden stor, vinder gudløse frem, skal man lede efter Folk.
28:13 At dølge sin Synd fører ikke til Held, men bekendes og slippes den, finder man Nåde.
28:14 Saligt det Menneske, som altid ængstes, men forhærder man sit Hjerte, falder man i Ulykke.
28:15 En brølende Løve, en grådig Bjørn er en gudløs, som styrer et ringe Folk.
28:16 Uforstandig Fyrste øver megen Vold, langt Liv får den, der hader Rov.
28:17 Et Menneske, der tynges af Blodskyld, er på Flugt til sin Grav; man hjælpe ham ikke.
28:18 Den, som vandrer lydefrit, frelses, men den, som går Krogveje, falder i Graven.
28:19 Den mættes med brød, som dyrker sin Jord, med Fattigdom den, der jager efter Tomhed.
28:20 Ærlig Mand velsignes rigt, men Jag efter Rigdom undgår ej Straf.
28:21 At være partisk er ikke godt, en Mand kan forse sig for en Bid Brød.
28:22 Misundelig Mand vil i Hast vinde Gods; at Trang kommer over ham, ved han ikke.
28:23 Den, der revser, får Tak til sidst fremfor den, hvis Tunge er slesk.
28:24 Stjæle fra Forældre og nægte, at det, er Synd, er at være Fælle med hærgende Mand.
28:25 Den vindesyge vækker Splid, men den, der stoler på HERREN, kvæges.
28:26 Den, der stoler på sit Vid, er en Tåbe, men den, der vandrer i Visdom, reddes.
28:27 Hvo Fattigmand giver, skal intet fattes, men mangefold bandes, hvo Øjnene lukker.
28:28 Vinder gudløse frem, kryber Folk i Skjul; når de omkommer, bliver de retfærdige mange.
29:1 Hvo Nakken gør stiv, skønt revset tit, han knuses brat uden Lægedom.
29:2 Er der mange retfærdige, glædes Folket, men råder de gudløse, sukker Folket.
29:3 Hvo Visdom elsker, glæder sin Fader, hvo Skøger omgås, bortødsler Gods.
29:4 Kongen grundfæster Landet med Ret, en Udsuger lægger det øde.
29:5 Mand, der smigrer sin Næste, breder et Net for hans Fod.
29:6 I sin Brøde hildes den onde, den retfærdige jubler af Glæde.
29:7 Den retfærdige kender de ringes Retssag; den gudløse skønner intet.
29:8 Spottere ophidser Byen, men Vismænd, de stiller Vrede.
29:9 Går Vismand i Rette med Dåre, vredes og ler han, alt preller af.
29:10 De blodtørstige hader lydefri Mand, de retsindige tager sig af ham.
29:11 En Tåbe slipper al sin Voldsomhed løs, Vismand stiller den omsider.
29:12 En Fyrste, som lytter til Løgnetale, får lufter gudløse Tjenere.
29:13 Fattigmand og Blodsuger mødes, HERREN giver begges Øjne Glans.
29:14 En Konge, der dømmer de ringe med Ret, hans Trone står fast evindelig.
29:15 Ris og Revselse, det giver Visdom, uvorn Dreng gør sin Moder Skam.
29:16 Bliver mange gudløse tiltager Synd; retfærdige ser med Fryd deres Fald.
29:17 Tugt din Søn, så kvæger han dig og bringer din Sjæl, hvad der smager.
29:18 Uden Syner forvildes et Folk; salig den, der vogter på Loven.
29:19 Med Ord lader Træl sig ikke tugte, han fatter dem vel, men adlyder ikke.
29:20 Ser du en Mand, der er hastig til Tale, for en Tåbe er der snarere Håb end for ham.
29:21 Forvænner man sin Træl fra ung, vil han til sidst være Herre.
29:22 Hidsig Mand vækker Strid, vredladen Mand gør megen Synd.
29:23 Et Menneskes Hovmod ydmyger ham, den ydmyge opnår Ære.
29:24 Hæleren hader sit Liv, han hører Forbandelsen, men melder intet.
29:25 Frygt for Mennesker leder i Snare, men den, der stoler på HERREN, er bjærget.
29:26 Mange søger en Fyrstes Gunst; Mands Ret er dog fra HERREN.
29:27 Urettens Mand er retfærdiges Gru, hvo redeligt vandrer, gudløses Gru.
30:1 Massaiten Agur, Jakes Søns ord. Manden siger: Træt har jeg slidt mig, Gud, træt har jeg slidt mig, Gud, jeg svandt hen;
30:2 thi jeg er for dum til at regnes for Mand, Mands Vid er ikke i mig;
30:3 Visdom lærte jeg ej, den Hellige lærte jeg ikke at kende.
30:4 Hvo opsteg til Himlen og nedsteg igen, hvo samlede Vinden i sine Næver, hvo bandt Vandet i et Klæde, hvo greb fat om den vide Jord? Hvad er hans Navn og hans Søns Navn? Du kender det jo.
30:5 Al Guds Tale er ren, han er Skjold for dem, der lider på ham.
30:6 Læg intet til hans Ord, at han ikke skal stemple dig som Løgner.
30:7 Tvende Ting har jeg bedet dig om, nægt mig dem ej, før jeg dør:
30:8 Hold Svig og Løgneord fra mig: giv mig hverken Armod eller Rigdom, men lad mig nyde mit tilmålte Brød,
30:9 at jeg ikke skal blive for mæt og fornægte og sige: "Hvo er HERREN?" eller blive for fattig og stjæle og volde min Guds Navn Men.
30:10 Bagtal ikke en Træl for hans Herre, at han ikke forbander dig, så du må bøde.
30:11 Der findes en Slægt, som forbander sin Fader og ikke velsigner sin Moder,
30:12 en Slægt, der tykkes sig ren og dog ej har tvættet Snavset af sig,
30:13 en Slægt med de stolteste Øjne, hvis Blikke er fulde af Hovmod.
30:14 en Slægt, hvis Tænder er Sværd hvis Kæber er skarpe Knive, så de æder de arme ud af Landet, de fattige ud af Menneskers Samfund.
30:15 Blodiglen har to Døtre: Givhid, Givhid! Der er tre, som ikke kan mættes, fire, som aldrig får nok:
30:16 Dødsriget og det golde Moderliv, Jorden, som aldrig mættes af Vand, og Ilden, som aldrig får nok.
30:17 Den, som håner sin Fader og spotter sin gamle Moder, hans Øje udhakker Bækkens Ravne, Ørneunger får det til Æde.
30:18 Tre Ting undres jeg over, fire fatter jeg ikke:
30:19 Ørnens Vej på Himlen, Slangens Vej på Klipper, Skibets Vej på Havet, Mandens Vej til den unge Kvinde.
30:20 Så er en Ægteskabsbryderskes Færd: Hun spiser og tørrer sig om Munden og siger: "Jeg har ikke gjort noget ondt!"
30:21 Under tre Ting skælver et Land, fire kan det ikke bære:
30:22 En Træl, når han gøres til Konge, en Nidding, når han spiser sig mæt,
30:23 en bortstødt Hustru, når hun bliver gift, en Trælkvinde, når hun arver sin Frue.
30:24 Fire på Jorden er små, visere dog end Vismænd:
30:25 Myrerne, de er et Folk uden Styrke, samler dog Føde om Somren;
30:26 Klippegrævlinger, et Folk uden Magt, bygger dog Bolig i Klipper;
30:27 Græshopper, de har ej Konge, drager dog ud i Rad og Række;
30:28 Firbenet, det kan man gribe med Hænder, er dog i Kongers Paladser.
30:29 Tre skrider stateligt frem, fire har statelig Gang:
30:30 Løven, Kongen blandt Dyrene, som ikke viger for nogen;
30:31 en sadlet Stridshest, en Buk, en Konge midt i sin Hær.
30:32 Har du handlet som Dåre i Overmod, tænker du ondt, da Hånd for Mund!
30:33 Thi Tryk på Mælk giver Ost, Tryk på Næsen Blod og Tryk på Vrede Trætte.
31:1 Kong Lemuel af Massas Ord; som hans Moder tugtede ham med.
31:2 Hvad, Lemuel, min Søn, min førstefødte, hvad skal jeg sige dig, hvad, mit Moderlivs Søn, hvad, mine Løfters Søn?
31:3 Giv ikke din Kraft til Kvinder, din Kærlighed til dem, der ødelægger Konger.
31:4 Det klæder ej Konger, Lemuel, det klæder ej Konger at drikke Vin eller Fyrster at kræve stærke Drikke,
31:5 at de ikke skal drikke og glemme Vedtægt og bøje Retten for alle arme.
31:6 Giv den segnende stærke Drikke, og giv den mismodige Vin;
31:7 lad ham drikke og glemme sin Fattigdom, ej mer ihukomme sin Møje.
31:8 Luk Munden op for den stumme, for alle lidendes Sag;
31:9 luk Munden op og døm retfærdigt, skaf den arme og fattige Ret!
31:10 Hvo finder en duelig Hustru? Hendes Værd står langt over Perlers.
31:11 Hendes Husbonds Hjerte stoler på hende, på Vinding skorter det ikke.
31:12 Hun gør ham godt og intet ondt alle sine Levedage.
31:13 Hun sørger for Uld og Hør, hun bruger sine Hænder med Lyst.
31:14 Hun er som en Købmands Skibe, sin Føde henter hun langvejs fra.
31:15 Endnu før Dag står hun op og giver Huset Mad, sine Piger deres tilmålte Del.
31:16 Hun tænker på en Mark og får den, hun planter en Vingård, for hvad hun har tjent.
31:17 Hun bælter sin Hofte med Kraft, lægger Styrke i sine Arme.
31:18 Hun skønner, hendes Husholdning lykkes, hendes Lampe går ikke ud om Natten.
31:19 Hun rækker sine Hænder mod Rokken, Fingrene tager om Tenen.
31:20 Hun rækker sin Hånd til den arme, rækker Armene ud til den fattige.
31:21 Af Sne har hun intet at frygte for sit Hus, thi hele hendes Hus er klædt i Skarlagen.
31:22 Tæpper laver hun sig, hun er klædt i Byssus og Purpur.
31:23 Hendes Husbond er kendt i Portene, når han sidder blandt Landets Ældste.
31:24 Hun væver Linned til Salg og sælger Bælter til Kræmmeren.
31:25 Klædt i Styrke og Hæder går hun Morgendagen i Møde med Smil.
31:26 Hun åbner Munden med Visdom, med mild Vejledning på Tungen.
31:27 Hun våger over Husets Gænge og spiser ej Ladheds Brød.
31:28 Hendes Sønner står frem og giver hende Pris, hendes Husbond synger hendes Lov:
31:29 "Mange duelige Kvinder findes, men du står over dem alle!"
31:30 Ynde er Svig og Skønhed Skin; en Kvinde, som frygter HERREN, skal roses.
31:31 Lad hende få sine Hænders Frugt, hendes Gerninger synger hendes Lov i Portene.